»Hvorfor er vi med i en budgetaftale, vi samtidig kritiserer på afgørende punkter?«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvorfor er Enhedslisten med i en budgetaftale, vi samtidig kritiserer på afgørende punkter?

Fordi resultatet er bedre end udgangspunktet. Men vores ja er ikke en blåstempling af den økonomiske kurs. Favrskov står fortsat med udfordringer, som aftalen ikke løser.

Forhandlingerne begyndte med et administrativt sparekatalog på omkring 26 mio. kr. om året. I aftalen er reduktionerne omkring 18 mio. kr.

Flere forslag er faldet væk, andre er blevet mindre eller udskudt. Samtidig finansieres et betydeligt udgiftspres på socialområdet, og nødvendige investeringer i skoler, dagtilbud, bygninger, klima og natur fastholdes. Men det gør ikke alle besparelser gode. Jeg er særligt bekymret for skoleområdet. Specialundervisningsbudgettet reduceres med fire mio. kr. om året, og puljen til intensive lærings- og trivselsforløb nedlægges.

Argumentet er, at nye statslige kvalitetsmidler kan overtage en del af den kommunale indsats. Det er fair. Men byrådet går efter min mening for hurtigt frem. Vi bør se de nye indsatser virke, før vi fjerner eksisterende ressourcer. Ellers risikerer kvalitetsløftet at miste kraft, fordi kommunen trækker penge ud, samtidig med at staten tilfører nye.

Hvis flere børn skal trives og lykkes i den almindelige skole, kræver det også et stærkt specialområde. Almenområdet, mellemformerne og specialtilbuddene skal fungere sammen. Ellers risikerer vi blot at flytte presset.

Man kan ikke gøre et strukturelt specialundervisningsproblem mindre alene ved at gøre budgettet mindre.

Favrskov bruger stadig flere penge på specialiserede tilbud. På voksenområdet afsætter aftalen 12 mio. kr. i 2027 stigende til 18 mio. kr. i 2030 for at opretholde serviceniveauet. Det er rigtigt at finansiere et reelt behov. Men beløbet bør få advarselslamperne til at blinke.

Vi er blevet bedre til at finansiere den voksende regning. Men vi er endnu ikke gode nok til at forstå, hvorfor den bliver større, eller styre væksten i udgifterne.

Ikke alle specialiserede behov kan forebygges. Nogle mennesker vil have behov for omfattende hjælp hele livet. Men tidligere hjælp kan gøre en forskel, før skolefravær bliver massivt, en families belastning bliver uoverskuelig eller problemer kræver langt mere indgribende tilbud.

Det er her, vi skal flytte tyngdepunktet. En robust økonomi handler ikke kun om buffere og besparelser, men også om at investere tidligere, organisere bedre og forhindre, at problemer vokser sig større og dyrere.

Derfor er fremtidens folkeskole vigtig. Målet er ikke færre børn i specialtilbud, men at flere børn trives, lærer og lykkes i det mindst indgribende tilbud, der kan imødekomme deres behov. Almenområdet, mellemformerne og specialområdet skal ses som en sammenhæng.

Det samme gælder den økonomiske diskussion, som byrådet har aftalt at genoptage i januar 2027. Jeg mener ikke, at vi allerede nu skal gennemføre nye besparelser for at løse et muligt økonomisk problem i 2029, før vi kender de faktiske rammer. Udligning, økonomiaftaler og statslig finansiering vil ændre billedet.

Vi skal handle på de problemer, vi kan se – ikke spare os ud af situationer, før de er opstået.

I den kommende høring håber jeg, at medarbejdere, forældre, borgere og organisationer vil fortælle, hvad ændringerne betyder i praksis. Vi skal ikke kun følge økonomien, men også mennesker, kvalitet og arbejdsmiljø. At fjerne en udgift er ikke nødvendigvis det samme som at finde den billigste løsning.

Vi er med, fordi kompromiset er bedre end udgangspunktet. Men vi er ikke færdige. Vi skal flytte kommunens økonomiske tænkning fra at betale regningen sent til at handle tidligere fra kortsigtede besparelser til løsninger, der gør Favrskov stærkere på længere sigt.