Septembers himmel er så blå – og æblerne så røde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Følger man den meteorologiske kalender, sluttede sommeren 31 august. Det kan der siges meget trist om, men det vil jeg ikke.

Der er nemlig også meget at glæde sig over.

Kun i september har vi fornøjelsen af at kunne synge en rigtig højskolesangbog-klassiker “Septembers himmel er så blå” - og det er den netop. Sommerens støvpartikler falder til jorden, og himlen står mere klar og ren. Ingen anden sang indkapsler så fint roen, farverne og følelserne en tidløs september søndag.

Med september begynder efteråret og det samme gør æblesæsonen. “De røde æbler løsner let / fra træets trætte grene.”

Det har jeg tænkt mig at nyde godt af. I min sommerferie fandt jeg Claus Meyers kogebog “Almanak” i en genbrugsbutik. Jeg blev betaget af hans fokus på æblemost. Ikke bare som en frisk, læskende drik, men også som basis for supper og saucer.

I min æble-fascination, blev jeg også bekendt med en mulig forløber til “Frøken Jensens Kogebog”: ”Mangors Kogebog for Små Husholdninger”. Den blev en sand bestseller i 1837 og er ikke mindst kendt for sine mange, mange opskrifter på æblekage.

Min bror bor på 4. maj Kollegiet i Aarhus, og deres have bugner af de røde, modne, søde frugter. Så mange, at de sjældent selv får gjort kål på dem. Det er ikke en opfordring til æblerov, men en erkendelse af, at jeg selv bliver skyldig. Med Meyers og Mangors bøger i erindringen, vil jeg fylde mig en stor kurv.

H.C Andersen har skrevet eventyret ”Æblet”, hvor en gammel mand giver æbletræet menneskelige egenskaber. Han tænker på dets liv med gode og dårlige dage, mens han ser det sidste æble falde fra dets grene. Det bliver et billede på livets gang og Guds ånd i verden. Der kunne siges meget om dette fine, glemte eventyr, men det må blive en anden dag.

Ligesom æbletræet personificeres af H.C Andersen, kobler forfatteren af ”Septembers himmel er så blå”, efteråret til menneskelivet. ”At flyve som et forårsfrø / for sommerblomst at blive / er kun at visne for at dø, / kan ingen frugt du give”.

Det læser jeg som en opfordring til at reflektere over og være opmærksom på tilværelsen i den store sammenhæng. Det kan man jo passende gøre en september søndag i kirken – måske med et stykke æblekage efter kirkekaffen.