Kristendommen er ikke væk – den præger fortsat vores fælles normer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi står på tærsklen til efteråret, og med en sommer, der har budt på de smukkeste dage, fyldt af lys, varme og tid til en masse af det, vi ikke ellers når. Derfor er det med årstidens skiften også en invitation til eftertanke over alt det, vi har delt og fået, men især også tanker om den tid, der ligger foran os. Og her er det godt, håbefuldt at turde læne sig ind i det, vi endnu ikke kender.

Håbet kommer til os i mange forskellige former. Det kan være en forbigående fornemmelse, et fortroligt ord mellem venner. Det er både så afgørende vigtigt og alligevel så svært at sætte ord på. Men håbet er det, der holder livet sammen, selv på de dage, hvor vi endnu ikke har gennemskuet verdens til tider lidt skæve gang.

”Tro, håb og kærlighed” har vi så ofte hørt denne treklang brugt i mange forskellige sammenhænge. En af de mere poetiske beskrivelser findes i Det Nye Testamente, Hebræerbrevet k. 11,1:

”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”.

Denne sætning understreger også, at vi ikke kan tale om håb uden også at tale om tro. For håbet inviterer os til at læne os ind i troen, som vi ikke kan vide noget om, men alene må have tillid til, vil gavne vores eget og andres liv. Det er på mange måder en øvelse ud i en usynlig sammenhængskraft. Kristendommen har ikke patent på håbet, men det er alligevel så stor en del af dens kendemærke. Kristendommens tilstedeværelse i vores liv, kan derfor også beskrives på mange måder, og vi har i alle år forsøgt at definere den.

Det gælder også citatet her fra Kristian Leths bog ”Verdens vigtigste bog”.

»Jeg forestiller mig tit kristendommen som en klippe, der fylder hele vores horisont. Den er så stor, at vi ikke kan få øje på den. Vi kan ikke se omridset af klippen, vi kan højst støde ind i den engang imellem når vi diskuterer mødet med andre kulturer, homovielser eller regeringens afskaffelse af store bededag. Vi genkender vores religiøse arv dér, i de kanter, vi nogle gange slår os på. Så følger en diskussion i lederspalterne, og så føler vi, at vi har forholdt os til kulturarven. Men i virkeligheden ligger kristendommen der som en konstant hele tiden og udgør rammen for det hele, også det vi tror er logisk, fornuftigt eller naturligt.«

Her understreges betydningen af håbet, og hvad det gør ved vores livssyn og ikke mindst vores livsfortælling. Håbet er derfor afgørende for, at vi kan navigere i vores eget og fælles liv. Og håbet er ligeledes ikke til at kontrollere, for det er af en natur, der bliver os skænket og på en måde har vi det kun til låns. Derfor er det så interessant at se, hvordan håbet kommer til udtryk i vores liv. Hvordan vi beskriver det, når vi skal genfortælle de tidspunkter, det har vist sig at have afgørende betydning for vores livsudfoldelse.

Religion har altid haft en afgørende stemme i beskrivelsen af livshåbet. Håbets rolle er at turde åbne sig religiøst for det, der taler til os udefra: Religion er et svar på den kalden, der klinger fra eksistensens urform, dvs. religion kan forstås som en måde at svare skabelsens krav på, at vi er, og at vi skal tage del i og vare på det liv, vi er stillet i, og den forvalterrolle vi er underlagt. Dette blik for evighedens perspektiv i det timelige er afgørende for at forstå håbets betydning for vores livsfortællinger. For det er i samspillet med andres liv og erfaringer, at vi kan spejle vores eget liv og de erfaringer, vi har høstet. Heri ligger der en genklang, en resonans om man vil, der taler til os og opretholder et vedvarende håb.