Hvornår er der nogen, der kalder på dig og hvad svarer du?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Her er jeg!

Forleden fik jeg genlæst profeten Esajas bog i Det Gamle Testamente. I et af de første kapitler fortælles om, hvordan det gik til, at Esajas blev profet. I et syn ser Esajas Gud selv. Det skræmmer ham fra vid og sans, for Esajas tænker, at han selv er et menneske, der har begået fejl.

»Et menneske med urene læber,« som han siger, og derfor føler han sig slet ikke værdig til at se Gud selv. Men i et syn flyver en engel ned og rører hans læber med et stykke gloende kul, og dermed bliver hans skyld og synd fjernet. Og så siger Gud: »Hvem skal jeg sende til at gå bud for mig til folket?« Og uden Esajas selv er klar over, hvad der sker, så svarer han frimodigt: »Her er jeg, send mig!«

Den lille beretning om Esajas kaldelse til profet fik mig til at tænke på, hvad jeg svarer, når der er nogen, der kalder på mig? Som præst er der lykkeligvis mange mennesker både i glæde og i sorg, i alle livets faser, der kalder på mig. Det er mit professionelle virke at svare, når der bliver kaldt. Men det er også et kald, som rækker dybere end arbejdet – et kald, jeg ikke kunne leve foruden som menneske.

Og tænk du engang selv efter: Hvornår er der nogen, der kalder på dig, og hvad svarer du? Hvem er du til for – sådan helt og fuldt? Hvem lader du dig gribe og bevæge af? Dine elskede? Dine børn? Dine venner? Svarer du altid, når nogen kalder, og siger du lige så frimodigt som Esajas: «Her er jeg, send mig!«

I disse år, hvor frivilligheden har så svære kår, er der mange kald, og fra alle steder kaldes på flere frivillige. Frivilligheden er i krise, og det er svært at rekruttere og fastholde nye frivillige. Sådan lyder det igen og igen.

Men i en luthersk forståelse har vi alle et ansvar. Vi har et svar, som vi skal give, når der kaldes. Vi har et ansvar, som Gud giver os gennem de relationer og opgaver, vi står i. Ikke alle skal være profeter, præster eller ”den næste Svend Brinkmann”, men alle døbte er kaldet til at leve i kærlighedens tjeneste for hinanden. Og vi vokser alle ved, at nogen kalder på os og vil noget med os, forventer noget og ønsker noget af os.

Det kan lyde stort og højtideligt, men vores kaldelse fra Gud viser sig ofte i det helt nære, midt i det liv, vi faktisk lever – med al vores usikkerhed, alle fejl og begrænsninger. Det kan være den, der besøger et menneske, som ellers sidder alene. Den, der tager ansvar i foreningslivet, selv om det ikke giver et eneste skulderklap. Den, der hjælper et barn med lektierne, tager en ekstra vagt eller ringer til en nabo, der har mistet modet. Det kan være den, der tør sige fra over for uretfærdighed – eller den, der tør række hånden frem, når andre helst vil vende sig bort.

Det foregår selvsagt ikke kun oppe i kirken om søndagen, for kaldet lyder også hver en dag i enhver familie og i ethvert hjem, på arbejdspladserne, i skolerne, på plejehjemmene, på boldbanerne og i hallerne og på gaderne i vores lokalområde.

Vi er ikke profeter, som Esajas, men Gud kalder stadig på os alle. Gennem et medmenneske, der har brug for hjælp; gennem en opgave, som ingen andre tager; gennem en stille uro i hjertet, der spørger, om vi ikke kunne gøre en forskel.

Og hvad svarer du så? Prøv engang med profetens ord: ”Her er jeg, send mig!”