Massive nedskæringer på ældreområdet rammer Karen Marie, der har arbejdet og betalt sin skat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hun er 84 år, bor alene i Aarhus og vil allerhelst blive ved med at klare sig selv. Men kroppen er ikke længere, hvad den har været. Hun har brug for hjælp om morgenen. Hun har brug for hjælp til badet. Og hun har brug for, at der indimellem er et menneske, som har tid nok til at opdage, hvis hun pludselig spiser mindre, virker forvirret eller har fået sværere ved at klare sig.

Karen Marie er en fiktiv person. Men der findes tusindvis som hende i Aarhus.

Og det er dem, der kommer til at betale prisen, hvis det budget, der lige nu ligger på bordet, bliver til virkelighed.

For når man skærer massivt på ældreområdet, rammer det ikke et regneark på rådhuset. Det rammer hjemme i stuen hos Karen Marie.

Det betyder mindre hjælp, færre tilbud og mere travle medarbejdere. Derudover mindre mulighed for den omsorg og det nærvær, som ikke altid kan sættes på formel, men som kan være afgørende for et ældre menneske.

Det er den virkelighed, vi er nødt til at tale ærligt om.

Som følge af sundhedsreformen står Sundhed og Omsorg til at miste 109 millioner kroner om året fra 2029. Det svarer i runde tal til omkring 200 medarbejdere.

Men det stopper ikke dér.

Ældreområdet skal også aflevere 41 millioner kroner gennem socialprocenten og yderligere 20 millioner kroner til velfærdspuljen. Disse og flere andre poster indebærer årlige reduktioner fra 2030 på en lille kvart milliard jævnfør det fremlagte budgetudkast.

Samlet taler vi altså om nedskæringer, der omregnet i sundhedspersonale på blandt andet vores plejehjem og i vores hjemmeplejeteams svarer til op mod 500 medarbejdere

Det er svært at begribe. Derfor skal vi tilbage til Karen Marie.

Det er hendes hjælp, der bliver mindre. Det er tiden hos hende, der bliver presset. Det er hendes muligheder for støtte, aktiviteter og genoptræning, der bliver færre.

Vi kan selvfølgelig forsøge at effektivisere. Vi kan ændre arbejdsgange, bruge teknologi og prioritere benhårdt. Det skal vi også.

Men vi kan ikke effektivisere os ud af alt. Og slet ikke i det omfang.

På et tidspunkt betyder færre penge også mindre hjælp, og med nedskæringer i denne størrelsesorden er det efter min opfattelse uærligt hvis vi undlader at tale om det.

Det gør mig særligt bekymret, fordi vi gennem de seneste år har haft sager, hvor plejen og hjælpen til ældre i Aarhus med rette er blevet kritiseret. Der har været steder, hvor kvaliteten ikke har været god nok, og hvor ældre og pårørende har oplevet, at vi ikke har levet op til det, de med rimelighed kunne forvente af os.

Det har gjort stort indtryk på mig.

Og vores svar på den kritik er, at vi skal gøre det bedre. Når kvaliteten ikke er god nok, skal vi styrke fagligheden og ledelsen.

Det er netop derfor, de mange kommunale ord om socialprocent, velfærdspulje, effektiviseringer og omprioriteringer kan blive så bekvemme. De skaber afstand til det, vi faktisk beslutter.

Karen Marie mærker ikke en omprioritering, men hun mærker, når hjælpen bliver mindre, at medarbejderen har endnu mere travlt og at der ikke længere er tid til det, der tidligere var tid til.

Det er derfor, jeg reagerer så kraftigt på det budget, der ligger foran os.

For vi står samtidig over for markant flere ældre og flere mennesker med demens, kroniske sygdomme og komplekse behov. Vi har brug for dygtige medarbejdere. Vi skal rekruttere flere. Og vi skal skabe en ældrepleje, som aarhusianerne kan have tillid til.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke er en naturlov, at det ender sådan. De 109 millioner kroner fra 2029 er en del af et budgetforslag og er endnu ikke endeligt besluttet.

Derfor er det også et politisk valg.

Jeg mener, at Sundhed og Omsorg skal tage ansvar for kommunens samlede økonomi. Vi skal bruge pengene ordentligt og bidrage, når økonomien er vanskelig.

Men der må være en grænse.

For når besparelserne bliver så store, at regningen ender hos nogle af de mennesker, der har brug for allermest hjælp til at komme ud af sengen, komme i bad eller få hverdagen til at hænge sammen, så skal vi sige fra.

Karen Marie har måske arbejdet og betalt skat hele sit voksne liv. Hun forlanger ikke luksus. Hun forlanger ikke særbehandling.

Hun har bare brug for, at vi er der, når hun ikke længere kan klare alting selv.

Hvis vores svar til hende er markant mindre hjælp, fordi vi har valgt at trække hundredvis af millioner ud af ældreområdet, så har vi truffet et forkert valg.

Det kan vi på ingen måder være bekendt.

Vi skylder Karen Marie, og alle de ældre aarhusianere, hun repræsenterer, bedre end det.