Det kan I ikke være bekendt, hvis I sparer 140.000 kroner på dybt handicappede borgere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Syddjurs Bo- og Aktivitetscenter, der driver institutionen Maria Magdalene med underliggende satellitter i Ryomgård, er i budgetforslaget sat til at skulle reducere den daglige aktivitet fra fem timer til fire timer for nogle af aktivitetsgrupperne. Den daglige aktivitet bliver således reduceret med 20 procent. Her skulle kommunen så kunne spare 0,3 fuldtidsstilling svarende til 140.000 kroner. Forslaget er indeholdt i kommunens ”omstillingskatalog”, der reelt kun er en anden og finere betegnelse for en liste over besparelser og nedskæringer. Man har vel en forventning om, at omstilling er forandring til noget tilsvarende eller måske bedre, men det er så ikke tilfældet her.

De pågældende borgere, som rammes af forslaget, er alle mennesker med betydeligt nedsatte mentale og/eller psykiske funktionsevner, hvilket i praksis betyder, at de pågældende borgere ikke er i stand til at tage vare på sig selv eller træffe nogen som helst beslutning om alle forhold, der har virkning for deres egen tilværelse. Vi har her med samfundets allersvageste borgere at gøre, der hele tiden har brug for andres hjælp i form af vejledning, aktivitet og beskæftigelse. Spareforslaget betyder, at de pågældende borgere skal forblive i bostedet og møde en time senere hver dag.

Man skal så bare huske på, at aktivitetstilbud for disse af samfundets allersvageste borgere er sat i værk for netop at give disse mennesker en meningsfuld tilværelse, der skal kunne sammenlignes med andre såkaldte normale menneskers dagsrutine. Hvis man kalder sig et ”bo- og aktivitetscenter”, så må en af hovedopgaverne netop være at aktivere, så derfor giver det ingen mening, at man nu reducerer i en grad, der får aktiviteten til at ligne et halvdagsjob. Disse borgere har netop ikke brug for mindre, men derimod endnu mere aktivitet og nærvær.

Det er medarbejdertimer, som man fra politisk side er ude på at reducere i én uendelighed, for det er her, man straks kan se virkningen af en reduktion. Det har hele tiden været fremgangsmåden. For tre år siden ville man også reducere aktiviteterne, blandt andet ville man nedlægge dyreholdet og brændeværkstedet i satellitten Skovly i Termestrup. Det ville have betydet lukning af denne del af aktivitetscenteret, og disse dybt handicappede mennesker skulle så ”påføres en anden arbejdsidentitet”, som det dengang blev beskrevet, hvad end man så mente med denne form for diffus tågesnak.

Forslaget blev heldigvis taget af bordet igen efter massive protester fra mange sider. Nu er vi tilbage igen, for nu gnaver man sig ind på aktiviteterne igen, altså dagligdagen for disse borgere, og det vil kun være starten. Det nuværende forslag vil kun betyde, at besparelsen bliver tværet af på bostedet, når de nu skal opholde sig en time mere her, før de bliver sendt i aktivitet. Bostedet er i forvejen skåret til benet, når det drejer sig om medarbejderressourcer. Her forhindres den eller de medarbejdere, der er tilbage i bostedet, i at foretage sig deres andre daglige gøremål som dokumentation, administration, medicin, vask, oprydning m.v. Sideløbende med besparelserne er medarbejderne også ad åre blevet pålagt yderligere dokumentation – især vedrørende sundhed, som der vanskeligt er tid til. Man skaber nye opgaver sideløbende med nedskæringer og dermed dårligere og dårligere vilkår for medarbejderne. Det vil kun blive værre i fremtiden.

Min hustru og jeg er forældre til en 55-årig søn, der bor i bosted på MM. Han er det, man førhen kaldte udviklingshæmmet – i dag ville han nok få betegnelsen ”infantilt retarderet og autist”. Han har boet på MM siden 2014, og hvis man sammenligner tiden for 12 år siden og i dag, så er der en himmelvid forskel på de ressourcer, der var til rådighed dengang og nu. Der var handicapfestival, bingoaften, ugentlig tur i svømmehal, ferier i ind- og udland m.v.

Det er alt sammen afskaffet i dag, og den ugentlige rengøring blev pludselig ændret til hver anden uge. Ferieturen kan højst strække sig til en årlig udflugt med én eller to overnatninger. Det er ikke ferie. Borgerne opholder sig hele ferien i deres bosted uden aktivitet ud af huset – måske en tur til stranden for at få en is, hvis ellers den pågældende pædagog arrangerer sig med kollegaen i et andet bosted, eller nogle af borgerne er på besøg et andet sted. Ellers er medarbejderen låst. Der betales knap 11.000 kroner om måneden for opholdet i bostedet. Det indbefatter husleje og forplejning, og der modtages boligtilskud efter gældende regler. Borgeren betaler selvfølgelig selv for udgifter til evt. ferie, udflugter m.v., så her er der ikke udgifter for kommunen, der har til opgave at drive institutionen med tilhørende bosteder og tilstille medarbejdere i (u)tilstrækkeligt omfang. Det er her, den evindelige rovdrift på medarbejderne finder sted, og det er altså ikke holdbart i længden.

Det er ødelæggende, at man fra politisk side begynder at skære i den daglige aktivitet. Med øget ophold i egen bolig bevæger vi os mod den rene, inaktive opbevaring i bostederne, for der sker meget lidt ud af huset i fritiden. Det er tillige særdeles ødelæggende for medarbejderne, hvis arbejdsvilkår forringes i stigende grad. Det vil kun medføre medarbejderflugt. Her skal vi lige være klar over, at de bedste og dygtigste medarbejdere er dem, der forlader institutionen først – sådan er det i enhver virksomhed under afvikling.

Vores søn forlod i 2014 en institution, der var kørt i sænk. Det var kaos, fordi medarbejderne forlod stedet, og ind kom afløsere og vikarer i én uendelighed. Til sidst kom der ufaglærte medarbejdere taget lige ind fra gaden helt uden baggrund for at passe og betjene dybt handicappede mennesker. Som forældre er man bekymret for, hvordan det skal gå ens søn, når vi engang ikke er mere. Vi er bekymrede for, hvordan det skal gå ham, for hvem skal tale hans sag?

I Danmark bliver vi alle rigere og rigere, og velfærdssamfundet leverer hele tiden nye velfærdstiltag til normalsamfundet, hvorfor det er mærkeligt, at handicapområdet skæres år efter år. Hvad der i et budgetår bortskæres, det kommer aldrig tilbage. Alt er for nedadgående, og som handicappet i velfærdssamfundet Danmark bliver man kørt ud på sidesporet.

Syddjurs Kommune er på vej til at køre sine ellers velfungerende institutioner i sænk. Jeg vil ikke kalde institutionen en synkende skude, men hvis vi sammenligner de ressourcer, der var til rådighed for 12 år siden, da vores søn flyttede ind på MM, så er der en verden til forskel, og vi er på vej i en grad, at vi inden for en kort årrække vil se samme udvikling, som beskrevet ovenfor. Jeg har derfor en bøn til politikerne: Lad nu være med at skære yderligere i medarbejdertimerne i en institution, der (endnu) har så mange dygtige og dedikerede medarbejdere, for det vil gå helt galt på et tidspunkt. Det er en lille besparelse, men det er begyndelsen til enden.