Hvorfor er det, at vi i vores kultur har så svært ved at rumme døden?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Efterårets modenhed er omkring os i dufte og farver. Oven på en varm sommer med udeliv, ferie og aktivitet så samler sindet sig lidt vemodigt om de lyse nætters gaver, som vi synger i en af vores nyere salmer.

Digteren fortsætter med ordene: ”Her mellem modenhed og død velsign os med den sidste glød af jordens lyse sommer”.

Årstiderne repræsenterer forskellige faser, som også kan sammenlignes med de faser, vi gennemlever i løbet af et levet liv.

Jeg har en veninde, som er præst på et hospice. Et arbejde fyldt med mening og værdi. Men også et arbejde, hvor efterårets forfald for alvor sætter ind i et menneskeliv og rækker mod døden. Min veninde har været meget optaget af sit arbejde. Men jeg fornemmer en ændring og et stemningsskift hos hende.

Det handler om noget så systemagtigt som ”liggetid”. Ordet afslører en brug af sproget, som tilhører en verden med analyser, prioriteringer og økonomiske overvejelser. Liggetiden er blevet lavere på hospice landet over. Det samme er tilfældet på sygehusene, hvor vi ikke er indlagt mere end 1-2 døgn i gennemsnit. På sygehusene sendes vi hurtigt hjem. På hospice kommer vi først i sidste øjeblik, når lægerne må give op og ikke kan tilbyde mere.

Det ændrer vilkårene for de samtaler præsterne kan have både på hospice og hospitaler. Tiden bliver begrænset. Den langmodighed der skal til for at vænne sig til afmagt og død bliver meget snæver. Vi har behandlingsgaranti. Selv når vi erklæres uhelbredeligt syge, skal lægerne blive ved med at tilbyde behandlingsformer og forsøg, der kan skabe håb om helbredelse og i bedste fald udsætte døden, men ofte med store bivirkninger og meget mindre livskvalitet i den tid, der er tilbage. Det er et stort dilemma.

Levealderen stiger. Det oplever jeg også som præst. Det er et stort gode, når det giver os flere gode år med et godt helbred, men jeg oplever også, at de sidste år af livet har været ensomme og smertefulde, når pårørende forud for begravelsen fortæller om afdødes sidste år.

Frygten for døden er stor. Vi vil ikke være gamle og gør alt, hvad vi kan for at holde døden på afstand, koste hvad det vil. Når vi alligevel må erkende, at vi lider af en uhelbredelig sygdom, vil mange af os gerne kunne insistere på aktiv dødshjælp som et krav.

Først skal lægerne sørge for behandlingskrav – de skal lindre og helbrede. Siden skal de også leve op til dødskrav med aflivning til følge.

Hvorfor er det, at vi i vores kultur har så svært ved at rumme døden? Som præst har jeg også oplevet, hvor forløsende den sidste levetid kan blive, hvis vi vover at forsone os med døden og tage imod det nærvær, der kan opstå i det rum. Ofte er det på forhånd, vi ikke kan holde ud at tænke på døden. Det er også virkelig angstprovokerende. Men det, der betyder noget, er, at der er nogen, der vil følges med os og vores døende – nogle, der kan være i det sammen med os. Det kan vores præster. Og når vores kære skal dø, oplever vi for alvor, hvad det vil sige at have plads i en andens liv. Det er ikke kun et offer at være der, men også en gave. Kærligheden, nærværet og taknemligheden kan pludselig fylde på uventet vis. Men det kræver tålmodighed og tid. Det er ikke en proces, der kan finde sted på få dage. Ikke noget, vi bare kan overstå så hurtigt som muligt. Derfor er arbejdet for en hospicepræst blevet vanskeligere. Ligesom sorgprocessen kan blive vanskeligere for os pårørende, fordi vi ikke kan nå at følge med. Vores menneskeliv kan blive rigere, hvis vi også kan være i det sårbare, afmægtige, begrænsede og smertefulde.

Døden er ikke altid smuk, den kan også vise sit grimme ansigt, fordi alting falder fra hinanden kropsligt. Men mennesket er også af ånd. Vi er ikke affald, der skal smides væk, når kødet bliver for skrøbeligt. Vi skal være der for hinanden og insistere på værdigheden. Det værste, man kunne forestille sig i antikken, var, at et lig blev smidt for løverne. Et lig skal tildækkes. Når døden indtræder, skal vi sørge for en værdig behandling og begravelse af liget. Jordpåkastelsen på kisten stammer fra samme betydningslag. Vi tildækker liget – med tre skovlfulde jord fortæller vi, at vi ikke bare er af jord og skal vende tilbage til jorden. Vi skal også genopstå af jorden, fordi vi ikke bare er af kød og blod, men også af ånd. Den ånd kan vokse gennem livet med styrke og visdom helt ind i alderdommen og den sidste tid.

Liggetiden hos Vor Herre er ikke kun to dage – den er uendelig og vokser helt ind i evigheden.