Det er givende at være giver – både på den korte og lange bane

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Aarhus Festuge slog Givismeforeningen til igen. Denne gang med opførelsen af et stort anlagt kunstværk, der hedder ”Standard Time Aarhus”, hvor enhver, der var over 15 år, fik mulighed for at være frivillig medvirkende i kunstværket.

Det er de glade og kreative vanebrydere Jonas ’Pindhund’ Hallberg og Thomas Vovemod, der har fået idéen til ”Givisme”, som i al sin enkelthed går ud på ”at give sine omgivelser noget, de bliver glade for uden at forvente at få noget igen”.

De mener, at “verden kan blive et endnu bedre sted, hvis man ikke kun udveksler i direkte handler og byttehandler, men også hver især ‘kaster noget godt ind i kampen’ – altså holder godt øje med, hvad ens omgivelser har brug for, og byder (uventet) ind på at hjælpe – og vel at mærke uden forventning om at få noget igen med det samme.

Man skal ikke være bange for, at Givisme medfører, at ”man mister det hele”, det erfares jo i praksis, at det er givende at være giver, både på den korte og lange bane, skriver de på deres hjemmeside Givisme.dk.

Jeg synes, det er et godt og forfriskende initiativ, de to vanebrydere har sat i søen. I vores tid er der nemlig utroligt meget af det modsatte: Folk, der tænker jeg, mig og mit. Ingen kan få nok, og grådigheden er blevet en dyd. Det ses både i politik og mellem mennesker. Vi har tit nok i os selv og ser knap så tit hinanden og verden omkring os som nogen, vi er forbundne med.

Men vi er jo i høj grad forbundne – mere end vi forestiller os. No man is an island, ”Intet menneske er en ø”, lød titlen på en Aros-udstilling for nogle år, inspireret af John Donne, der skrev det tilbage i 1600-tallet. Vi er forbundet med hinanden fra fødsel til død i familier, venskaber, foreninger og samfund, interesser, i historien og meget andet. Også selv om nogle er ensomme og alene.

Så vi skal ikke være så bange for at give noget af os selv, uden at forvente at få noget igen. Der kommer nemlig altid noget igen. ”You get, what you give” sang New Radicals i 1998, ”Du får, hvad du giver”, og tankegangen for begge dele har sin rod i ”den gyldne regel” fra Mattæusevangeliet, hvor Jesus siger: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”.

Det handler ikke om at vente på, at nogen kommer og giver dig noget. Nej, initiativet er dit, og du skal bare gå i gang og være ødsel og give alt, hvad du kan af dig selv. Så skal der nok komme noget igen.

Når alt kommer til alt, så er det eneste, du kan tage med dig fra dette liv, jo det, du har givet væk til andre. Det lever nemlig videre blandt dem.

Givisterne foreslår, at man begynder med 7 simple handlinger, der minder os om, at alle har noget at give: Gi’ dit hjerte, passion og nærvær. Gi’ et godt råd, del din erfaring. Gi’ et smil, et kram, en hånd, et nummer eller en svingom - inviter til dans og leg. Det kræver ikke store midler. Det er bare at gå i gang!

Giv!