Skønsomhed og retfærdighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I sagen om de efterhånden så omdiskuterede digitale ejendomsvurderinger er politikerne nu nået til en interessant erkendelse. Ja, måske bliver det alligevel nødvendigt med et menneskeligt blik på sagerne.

Skatte- og vækstministeren har foreslået, at man i særlige tilfælde skal kunne få en slags second opinion på den vurdering, computersystemet er nået frem til. For eksempel fra en ejendomsmægler, der faktisk kommer ud og ser på huset.

Det er egentlig lidt tankevækkende. For hele ideen med det store system var jo netop, at vurderingerne skulle blive mere sikre, ensartede og retfærdige. Computeren skulle have alle de nødvendige oplysninger og regne sig frem til det helt rigtige resultat – upåvirket af menneskelige følelser og personlige fornemmelser.

Men det er, som om der, uanset hvor mange oplysninger vi putter ind i computeren, stadig synes at mangle noget – nemlig et skøn. Noget, som på forunderlig vis findes et sted midt imellem alle de mange fakta, som computeren kan arbejde med.

Ja, der mangler et menneske, der ser på det konkrete tilfælde og siger: Her er noget, som tallene ikke helt får med. Måske siger det i virkeligheden noget, der rækker langt ud over ejendomsvurderinger.

Vi har med god grund bygget et samfund på regler, systemer og ligebehandling. Det beskytter os mod vilkårlighed. Men retfærdighed er ikke nødvendigvis det samme som, at alle altid behandles ens. Nogle gange er det retfærdige netop at kunne se forskellen.

Og det er måske her, det særligt menneskelige kommer ind.

Vi kan ikke bare registrere. Vi kan også føle og forstå. Vi kan lade os berøre. Vi kan møde et andet menneske med empati, forståelse og nænsomhed. Vi kan opdage, at den konkrete situation er mere sammensat, end reglerne på forhånd kunne tage højde for.

Det menneskelige skøn er selvfølgelig slet ikke ufejlbarligt. Vi kan tage fejl, være forudindtagede og lade os påvirke af det forkerte.

Men måske er løsningen derfor ikke at forsøge at fjerne skønnet. For tænk på alle de steder i vores liv, hvor det netop er skønnet, der gør forskellen.

Hos læreren, der ser, at to børn ikke har brug for det samme. Hos lægen, der ser mennesket og ikke kun prøvesvarene. Hos sagsbehandleren, der forstår, at en regel kan ramme forskelligt. Og ganske enkelt mennesker imellem, når vi prøver at forstå hinanden frem for bare at bedømme hinanden.

Det er i sådan nogle rum, vores relationer får farve og betydning, og måske er det også dér, et samfund for alvor bliver til. Ikke når vi opgiver reglerne og systemerne, men når vi husker, at retfærdighed nogle gange kræver mere end at kunne regne rigtigt, og at vi bruger vores skønsomhed i vores omgang med hinanden.