Peter Dolmer drømte om at flyve til Hjelm – i stedet lagde han navn til lokal høj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kør ud ad Øster Allé og drej til venstre mod Elsegårde. Fortsæt forbi ”Elsegårde Camping” til du møder ”Blushøjvej”, hvor du drejer til venstre og lader bilen rulle videre ned til enden af blindvejen. Stig ud og følg den smalle sti op til eventyrets skæbnefyldte høj.

Du vil her blive vidne til en gudsbenådet udsigt over Kattegat til den fredløse Marsk Stigs tilflugts-ø Hjelm. Bjerget, som Den Senbaltiske Istid besluttede skulle hæve sit frodige ”legeme” 40 meter over havets overflade, hedder ”Peter Dolmers Høj”.

Vejen derop er på alle tider af året en sand udfordring, hvor kultur og natur fra hver sin side presser dig ud i et sandt vildnis. På venstre side ”tilbydes” du 1000 hjerteudfordrende volt – på højresiden et tornet brombærtæppe, som lugter blod og smerte. Snubler du undervejs overlades du til skæbnens tilfældige valg mellem de to smertefulde onder. Men hvorfor så denne udfordring? Jo, nu skal I bare høre:

Den gode Peter Dolmer sled i 1940érne som daglejer på ejendommene i Elsegårde og omegn. Han var meget arbejdsom og fleksibel og derfor en yndet og efterspurgt arbejdskraft. Peter var ungkarl og meget mådeholden og kunne derfor spare en god skilling op, så han i sit otium ville kunne holde ferier i sit højt elskede paradisiske Elsegårde.

Peters største drøm var at kunne flyve til øen Hjelm alene ved hjælp af vingeslagene fra sine kraftfulde arme. Når en strid østenvind stod ind mod den stejle skrænt, spredte han ofte sine arme ud og forsøgte at flyve de fem kilometer mod Hjelm. Men naturligvis lykkedes det aldrig. Så derfor indgik han i et nært samarbejde med ”Aqua Vitae” for at fremme processen.

Så hin skæbnesvangre forårsdag 21. maj 1951 følte han, at drømmen skulle forløses. De varme opdrifts-vinde fra ”bjergets” søside i skøn forening med de svævende skyer båret op af et umådeholdent indtag af ” Aqua Vitae” overbeviste ham om, at tiden nu var inde. Han kastede sig derfor ud over skrænten med åbne arme og fløj som fugl Føniks op mod vinden til øen Hjelm – troede han. Men selvom alkoholiske stimulanser og drømme kan meget, er det dog endnu ikke lykkedes dem at ophæve tyngdeloven. Specielt akvavittens tunge skyer trak den gode Peter ned i et frit fald mod en afgrund, hvor han end ikke nærmede sig vandet.

Et par dage senere fandt et par lokale fra Elsegårde Peters livløse legeme liggende nede på stranden spiddet i et blomstrende havtornebuskads. Trods den kendsgerning påstod enkelte hallucinerede opportunister hårdnakket, at de havde set Peter flyve helt over til Hjelm. Måske ”Aqua Vitae” også her havde påvirket deres dømmekraft.

Efter denne tragiske hændelse blev ”bjerget” ud mod Kattegat i al respekt døbt ”Peter Dolmers Høj” under mottoet: ”Højt at flyve – dybt at falde”.

Peter var ikke Ebeltofts første skønne originale vovehals. Psykiatriens livstidsfange ”Ovartaci” forsøgte også i sin tid at udfordre tyngdeloven ved alene med sit fodarbejde at flyve fra Risskov Sindssygehospital over Mols Bjerge til sit barndomshjem i Ebeltoft i en hjemmebygget træhelikopter. ”Desværre” lykkedes det heller ikke for ham at udleve drømmen. Men til forskel fra Peder startede han i jordhøjde og fik derfor lidt flere år at leve i.