Nej til 108 kæmpe-sommerhuse ved Dråby
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Danmark har vi en planlov, der holder styr på, hvad der må bygges, og hvor. Det er den, der gør, at der er forskel på by og land, og den, der beskytter vores natur og fine kyststrækninger mod at blive overudnyttet og tæt bebygget, f.eks. med store hotelbyggerier, som man ser det i mange af de sydeuropæiske lande.’
Hvis vi ødelægger de naturværdier, turisterne kommer til Syddjurs for at nyde, med nye fantasiforladte sommerhusområder, vil vi ikke lykkes med at skabe en bæredygtig udvikling i Syddjurs.
I 2026 indgik den daværende Venstre-regering en aftale, hvor man undtagelsesvis kunne få dispensation fra planloven til at planlægge nye sommerhusområder tæt på kysterne. Forudsætningen for at kunne få lov til at inddrage mere kystnatur til sommerhusområder var, at man udtog en tilsvarende mængde allerede eksisterende sommerhusområder.
I Syddjurs valgte byrådsflertallet at gå “kreativt” til værks ved at finkæmme de eksisterende sommerhusområder for arealer, der ikke var bebyggede, og udtog dem i bytte for at få lov til at inddrage nye naturområder langs kysten til sommerhusbyggeri.
I virkeligheden udtog man stort set ikke reelle sommerhusområder, men kun områder, hvor det aldrig kunne lade sig gøre at bygge sommerhuse. Mange af områderne var inden for strandbeskyttelseslinjen, og et af områderne var en sø!
Jeg kaldte denne ombytning for “fup og fidus”, og i flere kritiske artikler fra Jyllands-Posten udtalte en række fagfolk, at de nye sommerhusområder “bygger på snyd og usaglighed”.
Af hensyn til natur og lokalområder stemte Enhedslisten imod ansøgningen om dispensation fra planloven, og vi stemte imod at inddrage de nye sommerhusområder i kommuneplanen i 2020.
Et af de områder, som blev muliggjort ved den “kreative” dispensationsansøgning, er Dråby, hvor der nu fremlægges en lokalplan for 108 sommerhuse på 180+50 m2 helt tæt på kysten uden nogen planer for offentlig kloakering!
Da det også må forventes, at en stor del af de nye sommerhuse vil blive brugt til udlejning, vil en vedtagelse af lokalplanen betyde en stærkt forøget belastning af natur, trafik, de omkringliggende sommerhuse og hele Ebeltoftområdet.
I Enhedslisten vil vi meget gerne være med til at udvikle turismen, men vi mener, at det skal foregå i respekt for vores fantastiske natur og i respekt for de mennesker, der bor i lokalområderne.
Hvis vi ødelægger de naturværdier, turisterne kommer til Syddjurs for at nyde, med nye fantasiforladte sommerhusområder, vil vi ikke lykkes med at skabe en bæredygtig udvikling i Syddjurs.
Derfor siger vi i Enhedslisten nej tak til nye kedelige sommerhusområder, der ødelægger naturen, og ja til at tænke kreativt for at gøre Syddjurs til et endnu bedre sted at komme og besøge.
Derfor stemmer vi nej til lokalplanen for 108 nye store sommerhuse ved Dråby.
læser
lige nu