»Vi kommer ikke uden om vindmøller i Aarhus - det er en pris, vi må betale«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Modstanden mod vindmøllerne ved Vosnæs skal tages alvorligt. 784 høringssvar er ikke ingenting. Det er heller ikke de landskabelige hensyn, naboernes bekymringer eller Syddjurs Kommunes indsigelse. Det er reelle hensyn, som skal indgå, når projektet skal vurderes. Sagen afventer aktuelt ministerens afgørelse.

Men i modsætning til, hvad Dan Enkelund fra Foreningen mod Vindmøller ved Vosnæs udtrykker i et debatindlæg i avisen her, er præmissen for landvind i Aarhus ikke brudt.

Vi har sat en ny ambition for vores klimamålsætninger, op til 90 % reduktion i udledninger. Men vi har ikke opgivet klimaneutralitet. Målet er nu, at Aarhus senest i 2035 skal være klimapositiv.

Det gør ikke behovet for vedvarende energi mindre. Det gør behovet for at vælge effektive løsninger større.

Og netop her er landvind vanskelig at komme udenom.

Energistyrelsen fastslår, at landvind er en af de billigste former for vedvarende energi i Danmark og peger samtidig på, at landvind normalt både er billigere og hurtigere at etablere end havvind. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skønner, at cirka 21 % af det danske elforbrug i 2030 vil blive dækket af vindmøller på land alene.

Derfor er det lidt paradoksalt at bruge et nyt princip om klimaøkonomi som argument for på forhånd at fravælge netop landvind.

Der er stor lokal modstand, især fra de nærmeste naboer. Sådan er det typisk med store projekter, der ændrer på forhold, man har taget for givet altid: Udsigt og herlighedsværdier m.v. er privilegier, det gør ondt at miste. Naturligvis.

Men for de mange er det den pris, vi som samfund må betale. Det er ikke kun en bevidsthed hos flertallet af politikere i Folketinget og i vores kommunalbestyrelser. Det er også en bevidsthed hos det store flertal af borgerne, som er klar til mere vedvarende energi. En undersøgelse fra Aalborg Universitet fra 2023 viser, at 74 procent af danskerne støtter flere vindmøller i deres egen kommune.

Argumentet lyder besnærende: Hvis vindmøller giver lokale ballade i Aarhus Kommune, kan vi jo bare producere strømmen et andet sted.

Men hvis alle tænker sådan, får vi et problem. Vi må ikke forfalde til at flytte alt det besværlige til andres baghaver. For den grønne omstilling skal nødvendigvis foregå et sted. Vindmøller kan ses. Solcelleanlæg kræver arealer. Biogasanlæg fylder.

Der er et principielt spørgsmål om at tage ansvar.

Aarhus er Danmarks næststørste kommune. Vi bruger store mængder energi. Hvis vores udgangspunkt bliver, at den synlige del af energiproduktionen helst skal placeres i andre kommuner, mens vi selv forbruger strømmen, risikerer vi at gøre den grønne omstilling til noget, andre skal finde plads til. »

Det er ikke en særlig holdbar model.

At tre vindmøller kun yder et begrænset bidrag til Aarhus’ samlede energiforbrug er korrekt. Og de løser ikke Aarhus’ klimaudfordring alene.

Men sådan fungerer en klimaplan heller ikke.

Ingen enkelt varmepumpe, cykelsti, solcellepark, elektrificering eller energibesparelse bringer os i mål. Klimareduktionen består af summen af mange indsatser.

Hvis argumentet mod hvert enkelt projekt bliver, at det isoleret set kun udgør en lille procentdel af den samlede udfordring, bliver det vanskeligt at gennemføre ret meget. Argumentationen er utilstrækkelig og parallel til den ofte forekommende henvisning til den samlede klodes CO2-udledninger og de til sammenligning beskedne danske. Hvorfor skal vi gøre noget, når det betyder så lidt i den store sammenhæng? Svaret er enkelt: Alle skal bidrage, og ingen må lægge armene over kors og sende udfordringen videre til andre.

Den relevante diskussion er derfor ikke alene, hvor stor en procentdel tre vindmøller udgør af Aarhus’ samlede klimaregnskab. Spørgsmålet er også, hvor meget grøn elektricitet anlægget producerer over sin levetid, hvad produktionen koster, hvilke alternativer der reelt findes, og hvilke lokale konsekvenser projektet har.

Der er ingen på Rådhuset, der er ubekendt med, at der er lokal modstand mod vindmøllerne. Derfor er der brugt meget tid på dialog og høringsprocesser. Og sådan skal det være. Borgerinddragelse koster tid og energi, og det skal vi være indstillede på, for den grønne omstilling mister legitimitet, hvis mennesker oplever, at beslutninger bliver truffet hen over hovedet på dem.

Derfor skal høringssvar behandles ordentligt. Naturhensyn skal undersøges. Støjkrav skal overholdes. Landskabsværdier skal indgå. Og kommunalpolitikere skal være parate til at ændre projekter eller sige nej, hvis konsekvenserne er for store.

Men det er noget andet end på forhånd at konkludere, at landvind ikke længere hører hjemme i Aarhus Kommune.

Den måske vanskeligste del af den grønne omstilling handler ikke om teknologi, men om arealer.

Vi vil gerne have grøn strøm, men helst ikke se vindmøllerne. Vi vil gerne have solenergi, men helst ikke dække landbrugsjord med solceller. Og vi vil gerne elektrificere samfundet, men nye elmaster og transformerstationer møder også modstand.

Det dilemma forsvinder ikke, fordi Aarhus har justeret sit klimamål for 2030.

Tværtimod.

Energistyrelsen vurderer fortsat landvind som en central del af Danmarks grønne energiforsyning og som en af de billigste former for vedvarende energi.

Derfor kommer vi ikke udenom landvindmøllerne.