Opvasken er ikke bare noget, der skal overstås, men en del af livet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I begyndelsen af september drog mine kolleger og jeg på universitetet for at deltage i en dag med små oplæg, der skulle tjene som inspiration til efterårets prædikener.

Én af mine lærere fra universitetet sagde engang, at jeg var det mest u-akademiske, hun nogensinde havde mødt. Det står jeg gerne ved. Når man får tre børn i løbet af et studie, er der ikke særlig meget tid til akademiske sysler og hyggebøjning af hebraiske verber.

Og det kan godt være, at jeg selv husker det, som om jeg kom igennem hele den akademiske dannelse med hiv og sving, men forleden blev jeg alligevel ramt af lige præcis det, jeg beskæftiger mig med hver eneste dag: at forkynde evangeliet for alle. Bare på den mere akademiske måde.

Jeg blev tanket op og inspireret igen til det, jeg har gjort i mange år: at finde veje i Bibelen og i de fortællinger, som Bibelen rummer - og knytte dem til vores levede menneskeliv.

For ikke så længe siden var søndagens tekst fortællingen om Martha og Maria, og den tekst er så oplagt, når vi skal formulere noget om hverdagsliv. Og min oplevelse på universitetet gjorde, at jeg den seneste tid har læst en hel masse af og om den tyske filosof og sociolog Hartmut Rosa.

Han er min nye helt.

Martha repræsenterer det, Rosa kalder det senmoderne accelerationssamfund og kravet om hele tiden at være både dynamisk og stabil. Hun er billedet på det optimerende menneske, der forsøger at kontrollere og nå alt det praktiske, men som ender med at blive frustreret, stresset og fremmedgjort over for sin søster.

I Rosas optik løber Martha hurtigere og hurtigere blot for at opretholde status quo, hvilket skaber en følelse af ”rasende tilstand”.

Maria repræsenterer Rosas modsvar til accelerationen: resonans og evnen til at møde det ukontrollerbare. Ved at sætte sig ned og lytte åbner hun sig for en relation, der ikke kan måles, vejes eller optimeres.

Hartmut Rosa argumenterer netop for, at det gode liv ikke findes i at akkumulere ressourcer eller kontrollere verden, men i de øjeblikke, hvor vi lader os berøre og transformere af noget udenfor os selv – præcis som Maria gør i fortællingen. Og som jeg oplevede i mandags.

For Martha handler det om at få opvasken overstået. Men måske handler det for Maria her om, hvorfor det er meningsfuldt at give sig i kast med en opvask, der jo – som vi godt ved – alligevel altid vender tilbage, og aldrig synes at blive mindre.

For Maria handler det om at få øje på, at opvasken ikke er noget, der skal overstås, men er en del af at se sig selv i konkrete livssammenhænge.

Maria skal nok komme tilbage til opvasken, men der er en mellemregning der skal laves. Opdagelsen af, at opvasken ikke er noget, der skal overstås for at komme frem til livet; men at opdage, at opvasken er en del af livet.

Opdagelsen af, at frihed er ikke frihed fra opvasken – men frihed til opvasken – det vil sige frihed er frihed til at træde ind i livets konkrete sammenhænge…

Hvis vi karikerer det lidt, kan man måske også tale om det kontrollerbare overfor det ukontrollerbare.

Hartmut Rosa siger det sådan her:

»Det er ikke en metafysisk indsigt, men en hverdagserfaring: Livet fuldbyrdes i en vekselvirkning mellem det, der er kontrollerbart, og det, der er ukontrollerbart for os, men som alligevel ’angår os’; det sker ved grænsen mellem disse to positioner.«

Så vidt Rosas ord, som vi kan gøre til vores: at livet fuldbyrdes i en vekselvirkning mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare; som en vekselvirkning mellem Martha og Maria.