Når talentjagt rammer de yngste, står trænere og forældre i et dilemma

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

TV2 Østjyllands historie om 9-årige fodboldbørn, der bliver fulgt af talentspejdere, bør få alle voksne omkring børnefodbold til at standse op. Ikke fordi konkurrence er forkert. Sport drejer sig i høj grad om konkurrence, og moderne fodbold er samtidig en forretning, hvor klubber har en legitim interesse i at udvikle dygtige spillere. Men 9-årige er hverken professionelle eller investeringsobjekter. De er børn, der er ved at lære sig selv og fællesskabet omkring spillet at kende.

Vi er begge akademikere og forsker i idræt. Den ene af os er U10-træner og har fulgt det samme hold gennem fem år. Den anden arbejder med talentudvikling og de miljøer, hvor unge spillere udvikles til seniorsport. Fra hver vores ståsted ser vi den samme grundlæggende udfordring: Voksne kommer let til at læse en præstation her-og-nu som et tegn på barnets fremtidige potentiale.

Det betyder ikke, at tidlig talentudvikling i sig selv er forkert. Tværtimod kan der være meget godt i at skabe miljøer, hvor børn, der elsker fodbold, får mulighed for at træne mere, blive udfordret og møde dygtige trænere og medspillere. Nogle børn efterspørger netop dette. De vil gerne mere, og de trives med at blive stillet over for sværere opgaver. Det bør der være plads til. Men jo tidligere vi begynder at udvælge og rekruttere børn, desto større bør vores ydmyghed også være.

På det lokale U10-hold spørger børn indimellem før en kamp: Er der en scout i dag? Spørgsmålet rejses typisk med lige dele begejstring og nervøsitet. Det interessante er ikke kun, at de ved, hvad en scout er, men at forestillingen om at blive set påvirker deres adfærd. De spiller ikke længere bare for at forsøge en ny dribling eller lave en finurlig aflevering. De spiller også for at undgå at lave den fejl, som de forestiller sig, at en ukendt voksen på sidelinjen noterer sig.

Det er i sig selv værd at tage alvorligt. For hvad sker der med børnefodbolden, når opmærksomheden flytter sig fra selve spillet til vurderingen af spillet? Når barnet ikke længere som det første tænker på, om han eller hun kan komme forbi sin modstander, men i stedet på om scout’en så det? Det kan lyde som en lille forskel, men det er en betydelig forskydning. Det legende og spontane er ikke bare noget, vi skal tillade os i de tidligste år, indtil den egentlige træning begynder. Det er en central del af læringen, og bør derfor forløbe så længe som muligt.

Det er gennem legen, at børn får erfaringer med at fejle, improvisere, tage chancer og finde egne løsninger. Hvis denne tilgang for tidligt erstattes af målrettet træning og løbende bedømmelser, risikerer vi at svække nogle af de kvaliteter, vi senere efterspørger hos den dygtige spiller: kreativitet, nysgerrighed, mod og handlelyst.

Problemet er ikke nødvendigvis, at voksne tæller mål eller himler op fra sidelinjen. Det mere interessante spørgsmål er, hvad barnet lærer om og af fodbold. Hvis samtalen efter kampen handler om tilbagelagte distancer, scouts og udtagelseskriterier, bliver kampen et præstationsanliggende. Fokuserer trænere eller forældre derimod på, hvad der var sjovt, hvad barnet turde gøre, og hvordan det bidrog til holdet, bliver budskabet et andet.

Netop derfor skal forældre, som primære omsorgspersoner, ikke holdes på afstand. De skal klædes på som barnets måske vigtigste medspillere. For meget af det afgørende sker netop efter træningen og på køreturen hjem fra kamp. Fortæller vi, at der igen i dag var en scout til stede? Analyserer vi data og videosekvenser og sammenligner med andre? Hyrer vi en specialtræner, der kan udpege mangler og optimere disse? Eller hjælper vi barnet med at genkalde de glædelige momenter, de modige handlinger, fællesskabet, kampråbet og samhørigheden?

Samtidig er der god grund til fodboldfaglig tilbageholdenhed. Talentudvikling er ikke en lige vej, og for 9-årige er præstation ikke det samme som potentiale. Børn udvikler sig fysisk, teknisk, taktisk, socialt og psykologisk i forskelligt tempo. Vi ved samtidig, at udvælgelse påvirkes af både relativ alder og biologisk modenhed. Børn, der er født tidligt på året eller modnes fysisk tidligere end deres jævnaldrende, kan derfor fremstå mere talentfulde, selv om en del af deres forspring blot afspejler en midlertidig fordel i alder eller fysisk udvikling.

Det betyder ikke, scouts ikke kan identificere væsentlige kvaliteter. Men vi bør være forsigtige med, hvilken betydning vi tillægger disse observationer. Måske skal vi i mindre grad fokusere på at finde purunge talenter og i højere grad skabe betingelser for, at forskellige potentialer får mulighed for at udvikle sig godt og længe nok.

Talent formes over tid i samspil med andre. Derfor bør vi også være varsomme med, hvad vi kommunikerer. For en 9-årig kan beskeden om interesse fra en eliteklub hurtigt blive til en forestilling om at være særlig og på vej mod en professionel karriere. I vores optik er der absolut intet forgjort i at drømme og forestille sig store ting. Men voksne skal være varsomme med at dyrke forestillingen om, at enhver kan blive til hvad som helst, hvis blot man er 100 procent dedikeret og arbejder hårdt hver dag. Sådan fungerer hverken sport eller livet i almindelighed. Vejen til elitesport afhænger af langt mere end vilje og træningsmængde. Skader, biologiske egenskaber og udvikling, relationer, motivation og tilfældigheder spiller også en rolle. Vi skal derfor kunne understøtte barnets drøm uden at sælge en illusion og være ambitiøse uden at foregive, at vi kender udfaldet.

Derfor bør det moralske ansvar heller ikke stoppe ved udvælgelsen. Hvis en aktør fra en eliteklub træder ind i et uprøvet menneskes fodboldliv og siger, at man har spottet noget særligt, medfølger der også en forpligtelse, hvis den samme klub senere vurderer, at barnet ikke længere skal være en del af miljøet. DBU har allerede regler og procedurer omkring rekruttering og fastholdelse, og det er positivt. Men der er grund til at spørge, om selve udgangen fra et talentmiljø burde være tydeligere beskrevet. Hvordan hjælper man f.eks. barnet med at forstå, at et fravalg fra ét miljø på ét tidspunkt ikke er en endelig dom over dets potentiale som fodboldspiller?

Det rejser også spørgsmålet om, hvilke voksne vi sætter omkring børnene. Det er nærliggende at tænke, at de lovende spillere nødvendigvis skal have de mest fodboldfagligt specialiserede trænere. Men en stærk fodboldfaglig profil er ikke automatisk det samme som en kløgtig og empatisk børnetræner. Hvis referencepunktet tilmed er ældre akademihold eller voksensport, risikerer vi at reproducere disse miljøers logikker i børnehøjde. Det holder ikke. Børn er nemlig ikke små proffer. Når vi har med 9-årige at gøre, er det vores overbevisning, at pædagogisk indsigt og evnen til at skabe gode læringsmiljøer er nødvendig, ja endda væsentligere end taktisk og teknisk fodboldforstand og konkret brug af videoanalyser og GPS-tracking, som allerede er at finde i visse U10-miljøer. Det kunne meget vel være et argument for, at træneruddannelsen omkring de yngste børn bør vægte pædagogik og relationel dømmekraft endnu højere.

Klubberne kunne have gavn af mere konsensus og afstemte samtaler om god trænerskik. Ikke samtaler, hvor elite og ambition gemmes væk. Den vigtigste opgave er derfor næppe at finde den bedste 9-årige. Den er at skabe miljøer, hvor børn tør spille frit, kan udvikle sig og stadig elsker fodbold, når de bliver ældre. Det er godt for børnene. Og sandsynligvis også for talentudviklingen.