En fælles Vestskole kan koste os mere end den gavner
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Svart på sidste uges kommentar, der var stilet til Niels Ole Birk.
Kære Lars
Tak for et både relevant og fair spørgsmål. Jeg vil starte med det vigtigste: For mig skal børnene altid være udgangspunktet, når vi diskuterer fremtidens folkeskole. Derfor skal vi selvfølgelig være villige til at lytte, hvis der kommer nye perspektiver og ny viden på bordet.
Vi skal skabe en kommune, hvor familier også om 10, 20 og 30 år har lyst til at bosætte sig uden for de største byer.
Men jeg synes samtidig, at vi skal passe på med at gøre diskussionen om ”det bedste tilbud til børnene” til et spørgsmål om, hvor stor en skole vi kan bygge, eller hvor mange elever vi kan samle under ét tag.
Jeg bor og lever selv i Vivild. Derfor ved jeg også helt konkret, hvad Langhøjskolen betyder – ikke bare for Vivild, men for hele det område, skolen er en del af. Det gælder i høj grad også Nørager og de øvrige lokalsamfund i skoledistriktet.
Og mine synspunkter stopper ikke ved grænsen til Langhøjskolens skoledistrikt. Det samme princip gælder for Ørsted, Allingåbro og de øvrige byer og landsbyer i den vestlige del af kommunen. De skal ikke glemmes, når vi diskuterer udviklingen af Norddjurs Kommune.
For mig handler det derfor ikke om at kæmpe for én skole på bekostning af en anden. Det handler om, hvilket Norddjurs vi ønsker.
En skole i et mindre lokalsamfund er meget mere end undervisningslokaler. Den er en del af børnenes hverdag, foreningslivets fødekæde, bosætningen, virksomhedernes muligheder for at tiltrække medarbejdere og i sidste ende troen på, at vores mindre bysamfund også har en fremtid.
Derfor er min grundlæggende tilgang, at vi ikke skal centralisere, bare fordi centralisering på et regneark kan se enkelt og rationelt ud.
Du spørger meget konkret, om jeg på forhånd vil udelukke en fælles Vestskole – også hvis den kunne give børnene et bedre tilbud. Jeg mener, at vi som politikere skal være varsomme med kategorisk at udelukke en tanke, før den overhovedet er belyst. Men det er heller ikke det samme som, at alle modeller starter lige langt fremme på banen.
Jeg vil have meget svært ved at se fornuften i at tage velfungerende skoler ud af levende lokalsamfund og erstatte dem med én ny skole et sted imellem dem, hvis prisen samtidig er, at vi svækker de byer og landsbyer, som skolerne er en helt central del af.
For hvad er et ”bedre tilbud”? Er det alene flere elever og et større fagligt miljø?
Eller er det også nærhed, tryghed, stærke relationer, korte afstande og muligheden for, at børn kan vokse op med en naturlig sammenhæng mellem dagtilbud, skole, fritidsliv og det sted, de bor?
For mig er det hele pakken. Derfor står jeg også ved mit forsvar for Langhøjskolen. Ikke alene fordi jeg bor i Vivild, men fordi jeg kan se den værdi, skolen skaber for Vivild, Nørager og hele skoledistriktet.
Og jeg mener grundlæggende, at vi skal møde Ørsted, Allingåbro, Toubo og de øvrige lokalsamfund med præcis den samme respekt.
Vi skal naturligvis investere i vores børn og skabe stærke faglige miljøer. Vi skal forholde os til bygninger, økonomi, rekruttering og udviklingen i elevtallet. Men vores ambition må være større end at finde den mest effektive måde at organisere mursten på.
Vi skal skabe en kommune, hvor familier også om 10, 20 og 30 år har lyst til at bosætte sig uden for de største byer.
Hvis vi ønsker levende landsbyer, lokale arbejdspladser, stærke foreninger og nye børnefamilier, så skal vores beslutninger også afspejle det.
Så mit svar er ikke, at jeg nægter at diskutere fremtiden.
Tværtimod. Jeg vil gerne diskutere den.
Men jeg går ind i den diskussion med en klar værdi: Udvikling behøver ikke at betyde centralisering.
Og før nogen kan overbevise mig om, at det bedste for børnene i den vestlige del af kommunen er at fjerne skolerne fra de lokalsamfund, de er en del af, skal dokumentationen være særdeles overbevisende – og den skal handle om langt mere end økonomi og størrelsen på en skole.
For mig handler fremtidens folkeskole både om stærke børn, stærke skoler og stærke lokalsamfund. Det gælder Vivild og Nørager. Det gælder Ørsted, Allingåbro og Toubo. Og det gælder de mindre landsbyer omkring dem.
De steder skal ikke administreres afviklet. De skal have mulighed for at udvikle sig. Det er det udgangspunkt, jeg tager med ind i diskussionen om fremtidens folkeskole.
læser
lige nu