»Det er let at sende regningen for den grønne omstilling ud på landet«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Rådmand Metin Lindved Aydin (R) skriver i et debatindlæg, at vindmøllerne ved Vosnæs er en pris, vi som samfund må betale. Men han overser et afgørende spørgsmål: Hvem er det egentlig, der skal betale prisen?

Det er let at sidde inde på Aarhus Rådhus som Metin og synes, at vindmøller langt ude på landet, solceller på markerne og store energiinfrastrukturprojekter er en glimrende idé, når det er andre menneskers hjem, natur og lokalsamfund, der bliver berørt. Strømmen skal holde lys i boligerne og gang i virksomhederne i hele Aarhus, mens regningen i form af støj, værditab, ødelagte landskaber og tab af natur sendes ud til borgerne på landet.

Det er ikke en rimelig eller solidarisk grøn omstilling.

Aarhus er en tæt befolket kommune, som ganske enkelt ikke har plads til store landvindmøller uden meget alvorlige konsekvenser for naboer, natur og landskab. Heldigvis har ansvarlige partier i Folketinget taget det nationale ansvar på sig og udbudt store havvindmølleparker med mulighed for betydelig statsstøtte.

De tre møller ved Vosnæs er derfor ikke afgørende for Danmarks grønne omstilling. De er først og fremmest symbolpolitik for nogle hellige klimapartier på Aarhus Rådhus, der vil kunne sige, at vindmøllerne står inden for kommunegrænsen – uanset hvor lille gevinsten er, og hvor stor regningen bliver for de berørte borgere.

Jeg bakker fuldt op om Foreningen mod Vindmøller ved Vosnæs og dens arbejde for at få stoppet projektet.

Møllerne ved Vosnæs er helt ude af proportioner. Der er eksempelvis 51 hjem, der ligger så tæt på møllerne, at deres ejere får mulighed for at kræve boligen overtaget af opstilleren, hvis betingelserne i ordningen er opfyldt.

Oveni kommer 784 høringssvar, modstand fra lokalråd på begge sider af kommunegrænsen og Syddjurs Kommunes indsigelse mod projektet.

Metin fremstiller udsigten og områdets herlighedsværdier som privilegier, som nogle mennesker må acceptere at miste. Det er en meget let holdning at have, når det ikke er ens eget hjem og lokalområde, der bliver forandret permanent. Et hjem på landet er ikke mindre værd end en lejlighed i Aarhus, og hensynet til mennesker uden for Ringgaden bør ikke veje mindre end hensynet til dem, der bor inde i byen.

Vosnæs Pynt, Kalø Vig og det omkringliggende herregårdslandskab rummer store naturmæssige, kulturhistoriske og rekreative værdier. Tre 150 meter høje vindmøller vil forandre landskabet markant og permanent.

Metin har ret i én ting: Den grønne omstilling kræver, at vi træffer vanskelige beslutninger. Men det betyder ikke, at ethvert grønt projekt automatisk er et godt projekt. Ansvarlig klimapolitik handler også om at vælge de dårlige projekter fra.

Når ét projekt skaber så store konflikter med naboer, en nabokommune, naturen, landskabet og beskyttede dyrearter – og samtidig kun leverer et begrænset bidrag – bør svaret være nej tak.

Den grønne omstilling skal gennemføres med respekt for de mennesker og lokalsamfund, der bliver berørt. Landdistrikterne skal ikke reduceres til energiparker, der først og fremmest skal dække byernes voksende energiforbrug.

Aarhus Byråd bør derfor lytte til borgerne, erkende at projektet er forkert placeret og stoppe vindmøllerne ved Vosnæs. Det er ikke et nej til den grønne omstilling. Det er et ja til sund fornuft, rimelighed og respekt for de mennesker, der ellers kommer til at betale prisen.