Elever dumper dansk og matematik – hvorfor vil regeringen så afskaffe 10. klasse?
Mens flere unge forlader folkeskolen uden at bestå dansk og matematik, vil regeringen afskaffe 10. klasse som selvstændigt tilbud. Det er den forkerte vej, mener de konservatives Christian Wibe-Marker.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
De nye PISA-resultater bør få alarmklokkerne til at ringe. Danske 15-åriges faglige niveau er nu det laveste, der nogensinde er målt i PISA. Samtidig viser de seneste tal fra folkeskolens afgangsprøver, at 11,8 procent af eleverne i 9. klasse ikke bestod dansk og matematik.
Det er alvorligt. For bag tallene står unge mennesker, som risikerer at forlade folkeskolen uden de faglige forudsætninger, de har brug for. Derfor er det også svært at forstå, hvorfor regeringen samtidig holder fast i beslutningen om at afskaffe 10. klasse som selvstændigt tilbud fra 2030.
10. klasse er ikke løsningen for alle. Det skal den heller ikke være. Men for nogle unge er et ekstra år præcis det, der skal til for at blive fagligt stærkere, mere modne og klar til næste skridt. Når fagligheden er under pres, bør vores første tanke ikke være at fjerne en mulighed. Den bør være at sikre, at vi har de rigtige muligheder til de unge, der har brug for dem.
Målet må ikke være at få alle hurtigst muligt videre. Målet må være at få flest muligt godt videre.
I Skanderborg Kommune har vi Danmarks største 10. klassecenter. Det er der en grund til. Gennem mange år er der opbygget et stærkt tilbud, som giver unge mulighed for at få et ekstra år med både faglig udvikling, personlig udvikling og afklaring om deres fremtid.
Det skal vi være stolte af og passe på. En efterskole kan være en fantastisk oplevelse for mange unge. Men vi må også være ærlige om, at det koster mange penge. Ikke alle familier har mulighed for at betale for et efterskoleophold. Derfor skal familiens økonomi heller ikke være afgørende for, om en ung får mulighed for et ekstra år til at blive klar.
Her spiller folkeskolens 10. klasse en vigtig rolle. Den giver en offentlig og tilgængelig mulighed for de unge, som har brug for mere tid. Det handler ikke om at holde unge tilbage. Det handler om at give dem et stærkere afsæt. Som konservativ mener jeg, at vi har et ansvar for at give børn og unge en reel mulighed for at leve op til de krav, samfundet stiller til dem.
Jeg ved også, hvad et ekstra år kan betyde. Jeg tog selv 10. klasse. Det har ikke ligefrem stået i vejen for min videre vej i livet. Tværtimod har jeg klaret mig ganske godt. Derfor har jeg også svært ved at se 10. klasse som et nederlag eller som spild af tid. For nogle unge kan det være et vigtigt år, hvor man bliver mere moden, får styr på fagligheden og finder ud af, hvad man gerne vil.
Reformen af ungdomsuddannelserne giver nye veje for de unge, og det skal vi naturligvis følge tæt. Men vi skal være varsomme med at afskaffe et tilbud, som fungerer, før vi ved, om de nye løsninger kan løfte den samme opgave.
Målet må ikke være at få alle hurtigst muligt videre. Målet må være at få flest muligt godt videre.
Derfor bør vi genoverveje beslutningen om at afskaffe 10. klasse som selvstændigt tilbud. Ikke fordi alle skal tage 10. klasse. Men fordi nogle har brug for den. Når fagligheden er under pres, skal vi ikke gøre vejen videre smallere. Vi skal sikre, at der er flere veje til at lykkes.