Fortsæt til indhold

Jeg sidder her med bankende hjerte og tænker tilbage på mit forløb hos Jobcenter Favrskov

Indigneret borger reagerer på, at borgmesteren er stolt af og roser de ansatte på kommunens jobcenter.

Debat
Per Markociejski, 8382 Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er nødt til at tage bladet fra munden. Efter at have læst vores borgmester Lars Storgaards og formand for Beskæftigelsesudvalget Kristoffer Merrilds udtalelser om vores jobcenter sidder jeg her med bankende hjerte og tænker tilbage på mit forløb hos Jobcenter Favrskov.

Og så har vi en borgmester, der udtaler sig så positivt om dem. Jeg tænker ikke, at borgmesteren har siddet på den samme side af bordet som jeg.

Jeg var gået ned med stress og havde svært ved at huske. Mit møde med jobcentret gjorde det ikke bedre. Tværtimod fulgte der søvnløse nætter både før og efter mødet med dem. Inden jeg var hjemme fra besøget, lå der allerede et brev i e-Boks, der sluttede med, at hvis du ikke gør dit og dat, så sker der det og det. Trusler, som en stressramt absolut ikke har brug for.

Jeg havde en lægeerklæring på, at jeg ikke kunne arbejde, men den blev der ikke set på. Jeg skulle bare i gang med at arbejde og passe ind i de kasser, der nu er sat op for et forløb i jobcentret.

Ganske som Benjamin Holstebroe nævner i sit læserbrev, at socialrådgiver Maj Thorsen har nævnt, at sagsbehandlingen gør borgerne mere syge, lægeerklæringer tilsidesættes, og man må i afmagt finde andre veje.

Og det er vores borgmester stolt af.

Lige pludselig, når man bliver syg eller på anden måde skal have hjælp af kommunen, bliver man en modspiller (udgift). Så længe man er rask og ikke giver kommunen udgifter, kan de godt bruge os.

Jobcenter Favrskov holder til i administrationsbygningen i Hadsten. Foto: Google Maps