»Hvorfor er vi blevet så dårlige til at være amatører?«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På en måde er det ekstremt kontraintuitivt, at jeg skriver denne klumme. I mit professionelle virke arbejder jeg med blandt andet med at optimere cykelryttere og triatleter i en vindtunnel, hvor alle små marginaler jagtes og hver en sten vendes.

Jeg er selv tidligere elitesportsudøver og har gennem mit liv haft en ekstrem detaljeorientering og en jagt på at alt har skulle været optimalt. Alligevel så handler dette skriveri om noget helt andet: At vi skal stoppe med at jagte detaljerne og bare nyde det, vi oplever efter arbejdet og i weekenderne.

Der er sket noget med vores fritid. Den er i stigende grad blevet et sted, hvor vi skal være dygtige. Det er ikke længere, at du blot løber en tur. Du skal helst løbe et halvmaraton. Det er fint, at du cykler – men gør du det hurtigt nok? Og kan det passe, at du virkeligt ikke allerede bager morgenbrød med den surdej, du har kælet for siden 2021?

Når vi vågner, sammenligner vi søvnscore. Vi plopper ikke bare fem skefulde i kaffemaskinen, men vejer bønnerne og diskuterer kværnindstillinger og ekstraktionstid. Hver aften skal vi sikre, at dagens gåtur har givet nok skridt til at lukke den aktivitetscirkel, der har bimlet og bamlet på håndleddet hele dagen.

Det er som om, at vi har mistet noget af evnen til bare at være amatører. I dag er det på mange måder også en form for skældsord. Noget amatøragtigt er sjældent godt. Det er dårligt udført, mens det professionelle er seriøst, dygtigt og ordentligt. På den måde er det også langt fra den oprindelige betydning af ordet, der snarer handler om kærligheden og passionen for netop det, man laver. Oprindeligt handler ordet jo mere om at man gør noget, forbi man holder af det. Ikke fordi man er bedst eller betales fyrstelige summer. Og heller ikke fordi, at man stiler efter at nå et bestemt niveau, men snarere fordi aktiviteten giver noget i sig selv.

På mange måder burde det være fritidens grundidé. Netop at acceptere at alle aktiviteter ikke behøver føre til noget. At alle aktiviteter ikke behøver trackes, dokumenteres eller deles med omverdenen, der i bund og grund er fuldstændigt ligeglade med om du forbedrer din personlige rekord eller lykkedes med den afbagning, du har kæmpet for i månedsvis.

Denne klumme skal ikke forstås som et angreb mod fordybelsen. Jeg vil nødigt leve i et samfund, hvor ingen gik op i noget. For der er en særlig tilfredsstillelse i at mestre noget, forbedre sig og føle en progression i jagten på et højere niveau. Men det interessante bliver når hobbyerne kommer i grænselandet til et arbejde. Når mere kommer til at handle om at slå en god nok tid eller dele et flot nok brød – ikke for sin egen skyld, men for alle andres.

Det kræver ikke mange scrolls ned over sociale medier ugen efter for eksempel forårets halvmaraton i Aarhus eller det netop overståede halvmaraton i København at se det. Det bimler enten med personlige rekorder eller forklaringer om hvorfor det ikke lige gik denne gang.

Den interessante kontrast kommer, når det sættes op mod arbejdslivet. Her hører vi ofte om presset og den stress, der følger med. KPI’er skal nås, deadlines lurer og det hele skal i øvrigt nås i jonglering med at hele børnehaven kommer til fødselsdag i overmorgen og Fridas far i forrige uge satte standarden, da han havde lejet både hoppeborg og et liveband til den store dag.

Der er derfor en vis absurditet i at vi – i vores pause fra præstationskulturen – starter med at producerer vores egne KPI’er i form af kilometer, puls, VO2-max-tal og personlige rekorder. Alt naturligvis uploadet til internettet, så andre kan konstatere, at vores fritid bruges effektivt.

Jeg er selv typen, der efter tre sammenhængende løbeture på en uge stryger ned i butikken for at købe den nye letvægtssko med 14 grams besparelse og lovningen på ekstra fjedring. Jeg er ærketypen på alt det, jeg kritiserer og anfægter i denne klumme.

Derfor er jeg efterhånden blevet lidt fascineret af mennesker, der uden større bekymring gør ting, de ikke er særligt gode til. Hende, der spiller tennis hver onsdag og stadig server elendigt. Ham, der går til keramik og bliver ved med at fremstille skæve skåle. Hende, der løber fem kilometer på 32 minutter og ikke har den fjerneste ambition om at komme under 30.

Der er næsten noget befriende ved det. At dyrke noget uden hele tiden at spørge, hvordan man kan optimere det.

Jeg tror ikke, løsningen er, at vi skal smide vores sportsure ud eller bevidst holde op med at blive bedre. Det kommer jeg i hvert fald ikke selv til. Men måske kunne vi indimellem tillade os at stille et andet spørgsmål end det sædvanlige.

Medmindre fokus til hvordan jeg bliver bedre til det her.

Men nærmere om jeg egentlig stadig lyst til at gøre det.

For hvis svaret er ja, er det måske i virkeligheden nok. Måske burde vi genopdage amatørens største privilegium: Retten til at være temmelig middelmådig til noget, man elsker.