Plads til alle skabninger?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mens jeg skriver denne klumme, sidder jeg i køkkenet og kigger ud på en livlig aktivitet. Lige over vores bryggersdør er der et ”indgangshul” til et formodentlig kæmpestort hvepsebo, godt gemt under sternbrædderne.

I begyndelsen af sommeren var det ikke så slemt. Men så steg aktiviteten, og pludselig turde vores børn ikke længere gå ud og ind ad døren. Noget måtte gøres. Jeg sprøjtede med gift – lidt imod min vilje. For vores økosystemer og vi som art jo er afhængige af insekterne.

Hen over sommeren har jeg læst journalist Lea Korsgaards bog om sommerfugle, og pludselig ser jeg insekter overalt. Ikke bare sommerfugle, men mange forskellige slags insekter. Hvepse er ikke nær så smukke som sommerfugle, og de er virkelig irriterende lige dér, hvor de havde slået sig ned hos os. Så frem med giften! Det hjalp overhovedet ikke.

Næste skridt var at ringe til en skadedyrsbekæmper. Inden han sprøjtede, gav han os en lille lektion: Hvepse er nyttedyr, der både bestøver planter og jager bladlus og myg.

Var vi nu sikre på, at vi ville have sprøjtet? Sikke en sympatisk skadedyrsbekæmper. Men, ja, tak! Sprøjt!

Han sprøjtede – og efterlod også en dåse effektiv gift til ”efterbehandling”. Han sprøjtede, og jeg sprøjtede. Straks lå der en masse døde hvepse under flyvehullet. Men sværmeriet fortsatte. Lige nu er det nærmest værre end nogensinde.

I folkekirken er september måned udnævnt til ”skabelsestid”, hvor vi reflekterer over vores forhold til naturen. Mange af os har et romantisk – og måske også åndeligt – forhold til naturen. Her fornemmer vi det, som er større end os. Undersøgelser viser, at naturen for mange danskere er det sted, hvor de har deres primære åndelige erfaringer.

I hvert fald så længe naturen er harmonisk og smuk. Ja tak til sommerfugle. Nej tak til hvepse. Og jeg tør næsten ikke nævne ulve. Skal der være plads til ulve i den danske natur? Er ulven et smukt dyr, et nyttedyr eller et farligt skadedyr? Hvis man spurgte, om der skal være plads til tigere i den indiske natur, ville vi nok straks sige ja. Men spørger man lokale indere, der lever med truslen fra ”problemtigere”, er svaret nok ikke så enkelt.

Måske er vores blik på naturen som et æstetisk rum særligt præget af, at mange af os lever fjernt fra naturen. Vi har langt hen ad vejen glemt, at vi lever af naturen. Vores mad, boliger, tøj, biler, mobiltelefoner og alt muligt andet bliver til gennem brug af naturens ressourcer – og på naturens bekostning.

Nogen har ment, at kristendommen har sat et negativt fortegn for den vestlige verdens natursyn. I skabelsesberetningen siger Gud til menneskene, at de skal ”underlægge” sig jorden og ”herske” over havets fisk, himlens fugle og alle dyr. Det er blandt andet de ord, som bibelforskere netop nu grubler over i arbejdet med en ny dansk bibeloversættelse. Kan de oversættes anderledes? Så mennesket ikke først og fremmest skal herske, men tage ansvar for jorden og give plads til alt liv? Ikke kun det liv, som har værdi for os, fordi vi kan hente æstetisk, åndelig eller materiel nytte af det.

Er jorden et lager for mennesket? Er det dét natursyn, som er det primære i kristendommen? I så fald har vi måske glemt at lægge mærke til de ord, der går igen og igen som et omkvæd gennem skabelsesberetningen: Gud så, at det var godt.

Jeg tænker, at Gud vel sådan set ikke havde brug for noget af det hele. Det var ikke til for hans skyld, fordi han skulle bruge det. Men det var strømmet ud af ham, og han så det hele, og han glædede sig. Det var hans helligdom, hvor hans nærvær dvælede. Og det gør han vel stadig.

Det sidder jeg og tænker over, mens jeg kigger på mine hvepse – og på giftskummet, som hænger i uskønne gardiner under sternbrædderne. Det er de indtil videre flintrende ligeglade med.