Vi er aldrig bare vores sygdomme, vores begrænsninger eller de fiaskoer, vi har med i bagagen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi mennesker, vi har hver især vores historier.

Nogle af dem fortæller vi gerne.

Vi fortæller gerne om de gode dage. Om vores børn og måske børnebørn. Om vidunderlige mærkedage, bryllupper og fødselsdage. Om rejser, ferier og gode arbejdsår. Om mennesker vi er glade for.

Men vi har også historier, som vi ikke fortæller så ofte. Fortrydelsernes fortællinger fortæller vi ikke så ofte. For eksempel om det, vi ville ønske, vi havde gjort anderledes.

Ord, vi kom til at sige.

Mennesker, vi sårede.

Muligheder, vi ikke greb.

Mennesker, vi mistede.

Sådan er det at være menneske. Vi kommer ikke gennem et liv uden tårer, skrammer og fortrydelser. Men det afgørende er ikke alle fejlene, og det vi fortryder, for vi er til hver en tid mere end vores fejl og mangler.

Derfor er det også vigtigt, at vi er opmærksomme. Opmærksomme på, hvad det er for nogle historier, vi fortæller om os selv og om hinanden.

Har man én gang brændt juleanden af, så behøver den fortælling jo ikke være påklistret det stakkels menneske for tid og evighed.

Er man en person, der altid taber ting eller falder over sine egne ben, behøver man ikke af den grund at tage en klovnemaske på for at passe ind i fortællingen.

Der er tider i et menneskeliv, hvor man kan føle sig mere sårbar end til andre tider, og da kan de gamle ”sjove” historier godt være lidt hårde at høre på.

Et sårbart menneske skal, ligesom alle andre mennesker, behandles med tålmodighed, rummelighed og respekt.

Der er forskellige forhold, der kan gøre, at vi fra tid til anden er mere sårbare. Med alderen for eksempel kan vi opleve os mere og mere sårbare. Ben og fødder vil måske ikke, som de plejer. Sanserne behøver hjælpemidler. Og man kan få den tanke, at man er mere og mere til besvær.

Men!

Vi er aldrig bare vores sygdomme eller vores begrænsninger. Vi er aldrig bare det, vi ikke længere kan. Eller det vi aldrig har kunnet for den sags skyld. Eller de fiaskoer vi har med i bagagen.

Vi er mennesker.