Venner ved første blik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Så sidder vi der igen, jeg gør i hvert fald. Nej, det er nok ikke os alle sammen – men mange.

Nogle er måske lidt skamfulde over deres egen interesse og kalder det ”a guilty pleasure”, men alle, der ser det torsdag aften på flow tv, eller snarest derefter, er forventningsfulde og spændte på, hvordan de fire forhold udvikler sig i DR-programmet ”Gift ved første blik”.

Det er ikke en serie med ”happy endings” i traditionel forstand. Man spiser først kagen og skal så se, om man har lyst til leverpostejsmadderne bagefter. Det begynder med glæde og smil og stor rummelighed, og for næsten alle deltagere ender det med en skilsmisse.

Der er mange modsatrettede meninger om programmet. Er det i bund og grund uetisk at lave sådan et program? Bliver parrene udstillet på en uværdig måde, fordi de ikke har mulighed for at overskue konsekvenserne af at deltage? De kan blive skilt fra hinanden, men de kan aldrig blive skilt fra programmet. For nogle er det en god mulighed for at blive kendt og få sig en platform på de sociale medier eller at blive headhuntet til et andet tv-program. Dem, vi ikke ser i samme grad bagefter, er stadig en af programmets mange x-er.

Mange af dem, der bliver skilt, har fået erfaring med at være i en nær relation til et fremmed menneske, og flere bliver venner i stedet for kærester.

Måske skulle programmet hellere hedde ”Venner ved første blik” – for set i den optik er programmet vellykket og noget, vi alle kan lære af.

I de første afsnit er parrene ivrige efter at lære det fremmede menneske, som de nu er gift med, at kende. De er smilende, venlige og imødekommende. De er nysgerrige på, hvad den anden indeholder, og lytter med stor interesse. De deler mere eller mindre gavmildt ud af sig selv. De vil hinanden. Derefter er det afgørende, at de også deler noget af det sårbare. Både fordi det er godt tv, og fordi det sårbare gør mennesker flerdimensionelle, og relationen bliver dybere. Genkendeligheden i sårbarheden, som ethvert liv rummer knytter os tættere sammen end fælles interesser.

Det er sådan, venskaber opstår. Med interesse for et andet menneske, ved at lytte til vedkommendes erfaringer med livet og en fælles erkendelse af, at sårbarhed ikke er svaghed. Man skal ikke ville have noget bestemt af den anden, men være villig til at vente på at få det, den anden vil give.

”Venskab ved første blik” er muligt, ligegyldigt hvem vi møder.

Måske kan vi gå ud i verden, når tv’et er slukket, og udforske det i vores eget liv. Det kan der både komme livsvarige gode venskaber ud af, hvor vi spiser både kage og leverpostej, eller det kan blive et kortvarigt møde, hvor vi lærte lidt om menneskers forskellighed og måske fik skærpet interessen for liv, der er anderledes end vores eget.

Hvad mon vi får ud af programmet på torsdag, hvis vi ser det som ”Venner ved første blik”?