Hegnsloven gælder også i Syddjurs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hegnsloven skal ikke bøjes efter forgodtbefindende

Når borgere henvender sig til et hegnssyn, bør de kunne forvente, at afgørelsen bygger på lovens ordlyd, de faktiske forhold og klar dokumentation for skellets placering. Derfor undrer det mig, at Syddjurs Hegnssyn i en konkret sag efter min opfattelse har truffet en afgørelse, der hverken harmonerer med Hegnsloven eller med almindelig sund fornuft.

Sagen handler om et levende hegn ud mod privat fællesvej. Efter min opfattelse står og vokser hegnet ikke blot tæt på vejarealet, men flere steder langt uden for det skel, der burde være afgørende. Alligevel har grundejeren fået medhold, mens mine indsigelser er blevet afvist.

Levende hegn skal stå på egen grund

Hegnslovens § 11 er ellers ganske tydelig: Hegn langs gade, vej, sti eller plads, som er åben for almindelig færdsel eller udlagt til brug for flere særskilt matrikulerede og særligt ejede ejendomme, skal rejses helt på egen grund. Levende hegn skal plantes i en sådan afstand fra vejens areal, at bevoksningen til enhver tid kan holdes inden for skellinjen. Det er netop denne bestemmelse, jeg mener er blevet overset eller fejlfortolket i den konkrete sag.

Dertil kommer Hegnslovens § 18, stk. 5, som fastslår, at levende hegn mod gade, vej, sti eller plads, hvor andre end hegnets ejer har ret til at færdes, skal holdes studsede, så bevoksningen ikke er til ulempe for færdslen eller hindrer udsynet for vejfarende. Formålet er klart: Hegn må ikke brede sig ud på en måde, der generer offentlig færdsel eller skaber usikkerhed for trafikanter cyklister og gående.

I den konkrete sag har Syddjurs Hegnssyn, efter min opfattelse accepteret, at bevoksning ud mod vejen står cirka 20 til 50 centimeter fra vejen og dermed uden for den linje, vi mener loven kræver overholdt. Det er vanskeligt at forstå, hvordan man kan træffe en sikker afgørelse i en sådan sag, når skelpælene efter det oplyste enten er fjernet, ikke synlige eller ikke klart fastlagt på stedet.

Skelpæle må ikke fjernes

Hvis skellet ikke er synligt, bør det efter vores mening være et grundlæggende krav, at skelforholdene først dokumenteres ordentligt. Ellers risikerer man, at en myndighedslignende afgørelse reelt kommer til at legitimere en ulovlig eller urimelig placering af et levende hegn. Det skaber ikke retssikkerhed. Det skaber usikkerhed for vejbrugere og andre grundejere, som fremover skal kunne stole på, at reglerne gælder ens for alle.

Det centrale spørgsmål er derfor ikke kun, hvem der får ret i en strid. Det centrale spørgsmål er, om Hegnsloven administreres korrekt i Syddjurs Kommune. Når loven siger, at levende hegn langs vej skal kunne holdes inden for skellinjen, bør en afgørelse ikke ende med at give grønt lys til bevoksning, der efter vores opfattelse allerede står eller vokser på den forkerte side.

Jeg efterlyser derfor en mere grundig, gennemsigtig og lovnær behandling af sådanne sager. Borgerne skal kunne have tillid til, at hegnssynet ikke blot vurderer ud fra et øjebliksbillede, men tager udgangspunkt i lovens bestemmelser, de faktiske skelforhold og hensynet til den almindelige færdsel.

Hegnsloven er ikke skrevet for at skabe forvirring, men for at sikre klare rammer mellem grundejere og offentlig færdsel. Når de rammer bliver uklare i praksis, bør afgørelsen ikke bare accepteres som en formssag. Den bør genovervejes.

Jeg håber derfor, at Syddjurs Hegnssyn og Syddjurs Kommune vil se på sagen igen og sikre, at Hegnslovens § 11 og § 18, stk. 5, håndhæves efter deres formål: at hegn langs vej holdes på egen grund og ikke bliver til gene for færdsel, udsyn eller retssikkerheden. Og at skelpæle tydeligt angiver skellinjen.