»Det er en frygtelig sygdom,« siger hun igen og igen – og jeg kan jo kun give hende ret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En i min familie har fået demens.

»Det er en frygtelig sygdom,« siger hun igen og igen. Og jeg kan jo kun give hende ret. Det – og så selvfølgelig mødet med mange ældre igennem mit arbejde – var grunden til, at jeg tilmeldte mig en temadag for alle ansatte og frivillige i Århus Stift. En ”Gerontopædagogisk temadag med fokus på demens”, som kurset så flot hed.

Kursusdagen blev efter en kort velkomst indledt med en såkaldt ”Nærværsgudstjeneste”. Førhen kaldte de den ”Gudstjeneste for demente”. Det nye navn favner ligesom bredere, men hvorfor ikke bare kalde en spade for en spade? kunne man indvende. Efter nu at have deltaget i en sådan nærværsgudstjeneste vil jeg dog vove at påstå, at det er netop det, de gør. For i en halvcirkel sad vi placeret helt tæt på knæfaldet og alteret med et stort sort flygel lige ved siden af, hvorfra alle salmer blev akkompagneret. Præsten gav hånd, præsenterede sig med fornavn og spurgte så også, hvad hedder du? Jytte. Jamen goddag Jytte, godt at se dig – og så fremdeles. Der var nærvær fra start til slut.

Så blev temaet slået an: ”Sang og musik og dans – det er just livsglæde”. Og præsten læste en af Davidssalmerne fra Det Gamle Testamente, en festsalme, og knyttede den sammen med lokalhistorie om bal på Lystrup Kro, hvor Jytte netop boede på førstesalen som barn og kunne følge med i både sang og musik og dans – og slagsmål. Præsten havde ladet et gammelt billede af Lystrup Kro trykke i sangarket, og jeg sad dér og tænkte, at det kunne såmænd lige så godt have været et billede af ”Granaten” i Lerbjerg, ja eller af Hadsten Kro eller en af de mange andre krostuer fra den tid. Der var mange af dem. Ja, vel nærmest i hver by.

Undervejs i sin fortælling om Lystrup Kro hentede præsten pludselig en rollator, for nu boede Jytte jo ikke længere på kroens førstesal, nej, hun var kommet på plejehjem, men dansede stadig chassé. Med rollatoren foran sig. Et chassé og to chassé osv. Præsten gjorde det ikke som en parodi. Tværtimod. Han gjorde det i nærværets tjeneste. Som for at komme lidt på lige fod.

Denne meget fine nærværsgudstjeneste sluttede selvfølgelig med, at vi sang ”Den allersidste dans”. Poul Reichardt og Bodil Kjer var sågar afbilledet på bagsiden af sangarket, og ironisk nok, når det jo handlede om demens, så lyder verset »Altid vil jeg mindes denne aften. Altid vil jeg huske denne dans.« Det var egentlig meget rørende.

Så fulgte dagens egentlig foredrag. Om demens. Om de fem områder eller ”bobler”, som demensen kan ramme: Hukommelsen, selvfølgelig. Men også evnen til at genkende og tyde sine omgivelser. Sproget. Situationsfornemmelsen. Evnen til at udføre helt lavpraktiske ting. Det er en frygtelig sygdom. For mennesket med demens og de pårørende. Og det er helt bevidst, at jeg skriver ”mennesket med demens” og ikke bare ”den demente”, for det var et vigtigt opdrag fra oplægsholderen. Personen kommer i første række. Ikke sygdommen.

Og efter alle mulige kloge ord (og det er ikke ironisk ment) om forskellige typer af demens, vigtige faktorer, gode råd til kommunikation osv., lød konklusionen: Det er mennesker, der møder mennesker! Så var vi tilbage, hvor vi startede – ved nærværet. Det er just livsglæde.