Man nedbryder ikke et fungerende hjem for at spare penge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På byrådsmødet havde vi nedlæggelsen og omlægningen af boligerne på Toftegårdsvej i Hørning på dagsordenen. For mig var der ingen tvivl: Jeg kunne med stolthed og god samvittighed ikke stemme for forslaget.

Nogle af mine byrådskolleger har travlt med at kalde mit nej for et aftalebrud og forligsbrud på den indgåede budgetaftale. Det er direkte forkert.

I Dansk Folkeparti tager vi ansvar for kommunens økonomi. Vi bakker op om den overordnede ramme i ”Nyt Perspektiv”, som skal bremse udgiftsvæksten på det specialiserede område og oprette kommunale pladser. Men Toftegårdsvej står intet sted skrevet i budgetaftalen.

Der er enorm forskel på overordnede økonomiske mål og så den konkrete virkelighed, når et projekt skal føres ud i livet. Budgetaftalen er ikke en blankocheck til blindt at godkende dårlige forvaltningsløsninger i enkeltsager.

På Toftegårdsvej har vi at gøre med udviklingshæmmede borgere, som har haft deres trygge rammer og deres hjem i op til 40 år. Når kommunen gradvist vil flytte en helt ny målgruppe ind i huset uden samtidig at tilføre flere pædagogiske ressourcer eller opkvalificering, ødelægger man selve fundamentet for deres tilværelse.

Forvaltningen påstår, at ingen tvinges til at flytte. Men lad os nu være ærlige: Når man forringer rammerne omkring sårbare borgere, så de bliver utrygge og mistrives, og bagefter konkluderer, at de ”ikke længere kan klare sig under de ændrede forhold” så er det ikke frivillighed. Det er at skubbe vores mest sårbare borgere ud af deres eget hjem ad bagdøren.

Byrådet blev ikke engang præsenteret for alternative placeringer i kommunen. Man valgte Toftegårdsvej, ganske enkelt fordi det var den nemmeste og billigste skrivebordsmodel.

Mennesker med udviklingshandicap er ikke flytbare brikker i et kommunalt regneark. Det er borgere med et hjem, en historie og et enormt behov for tryghed. Dem nægter jeg at træde på.

Som folkevalgt politiker for Dansk Folkeparti vil jeg altid hellere for en stund være upopulær i byrådssalen end ikke at kunne se mig selv i spejlet bagefter. Vores svageste borgere skal altid kunne stole på, at Dansk Folkeparti og Jeg står op for dem, når det gælder.