Fortsæt til indhold

Akutplanen for børne- og ungdomspsykiatrien er landet – nu skal den omsættes til konkrete resultater

Regeringens milliardinvestering skal løse de lange ventetider i børnepsykiatrien, men eksperter peger på, at strukturelle udfordringer kan bremse effekten. Flere fagfolk efterlyser en samlet indsats på tværs af sektorer for at sikre varige forbedringer.

Debat
Michele Offenbach HolmGruppeformand for Socialdemokratiet i Region Midtjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er desværre ikke nyt, at ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien er for lange. Alt for mange børn og unge venter måned efter måned på hjælp, mens de får det dårligere. Og for familierne er ventetiden ofte præget af stor bekymring og usikkerhed om, hvornår hjælpen kommer.

Det er ganske enkelt ikke godt nok. Derfor er den nye akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien et vigtigt skridt i den rigtige retning. Regeringen, Danske Regioner og KL investerer samlet 1 milliard kroner frem mod 2028 for at nedbringe ventetiderne og sikre hurtigere hjælp til børn og unge.

Akutplanen handler om tre ting.

For det første skal kapaciteten løftes her og nu. Flere medarbejdere skal i spil, åbningstiderne udvides til aftener og weekender, og al ledig kapacitet skal bruges, så flere børn kan blive udredt og komme hurtigere i behandling.

For det andet skal hjælpen tilpasses det enkelte barn. Ikke alle har brug for lange og ens udredningsforløb. Med nye pakkeforløb og hurtige behandlingsforløb skal børn og familier kunne få målrettet hjælp tidligere.

For det tredje skal flere børn hjælpes tættere på deres hverdag. De kommunale lettilgængelige behandlingstilbud styrkes markant, så flere børn og unge i mistrivsel kan hjælpes tidligere. Målet er, at færre udvikler så alvorlige problemer, at de får behov for et langt forløb i psykiatrien.

For os i Socialdemokratiet er det afgørende, at børn og unge får hjælp tidligere. Det kræver, at vi bliver bedre til at gribe børnene, før problemerne vokser sig større, og at vi skaber bedre sammenhæng mellem kommunerne, almen praksis og psykiatrien. Ingen børn eller familier skal opleve at blive sendt rundt i systemet uden den hjælp, de har brug for.

Derfor har vi også – sammen med regionens øvrige partier – prioriteret et markant løft af børne- og ungdomspsykiatrien i Region Midtjyllands budget for 2027. Det er en nødvendig investering, fordi bag hver venteliste gemmer der sig et barn, en ung og en familie, som venter på at komme videre.

Nu begynder det vigtigste arbejde: at omsætte akutplanen til konkret hjælp. Planen skal kunne mærkes af børnene og familierne i hverdagen. Det kræver, at vi følger implementeringen tæt og holder fast i ambitionen om kortere ventetider og hurtigere adgang til udredning og behandling

Akutplanen er ikke den endelige løsning på alle udfordringer. Men den er et vigtigt første skridt mod en psykiatri, hvor børn og unge får hjælp, når de har brug for den – ikke måneder senere.

Se video: