En tid til at leve

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Det eneste konstante er forandring.«

Sådan lyder en gammel talemåde, som ofte forbindes med den græske filosof Heraklit, der levede for omkring 2.500 år siden.

Vi behøver ikke kende til græsk filosofi for at forstå, hvad han taler om. Vi kan jo bare se ud ad vinduet i oktober.

Lige nu forandrer naturen sig fra dag til dag. Bladene skifter farve og falder af træerne, dagene bliver kortere, og temperaturen minder os om, at sandalerne godt kan pakkes væk, og vanterne findes frem.

En ny tid er begyndt.

Naturen stritter ikke imod. Den forandrer sig bare og lader noget andet komme til. Det kan være godt at huske på.

For mon ikke de fleste af os er lidt mere tilbageholdende, når vi møder forandringer i vores eget liv? Vi holder jo af det velkendte. Af vores vaner og rytmer – og måske især af nogenlunde at vide, hvordan morgendagen ser ud.

Og måske kender vi også til ønsket om, at noget bare kunne blive ved med at være, som det er. Også selv om vi godt ved, at livet ikke står stille.

Livet bevæger sig.

Børn bliver større. Arbejdslivet ændrer sig. Venskaber og relationer får nye former. Vi bliver ældre. Og undervejs forandrer vi os også selv. Der er noget, vi skal holde fast i. Og der er noget, vi på et tidspunkt skal turde give slip på.

I Prædikerens Bog står der: »Alting har en tid.«

Jeg holder meget af den sætning. For den rækker os en enkel og vigtig livsvisdom: Når alting har sin tid, betyder det jo netop ikke, at alt skal have sin tid på samme tid.

Livet har forskellige tider.

Måske kan de ord hjælpe os til at give de forskellige tider i vores liv plads. Til at glæde os over det, der er, og samtidig vide, at noget med tiden vil forandre sig.

Det betyder naturligvis ikke, at alle forandringer er lette eller ligetil. Nogle vælger vi selv og glæder os til. Andre kommer livet med, uden at vi har bedt om dem.

Og når noget har haft sin tid, kan det gøre ondt og gøre os utrygge. For hvad kommer der så?

Midt i den usikkerhed lyder der i dåben et særligt løfte. Jesus siger:

»Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Det er ikke et løfte om, at livet ikke forandrer sig. Det gør det. Det er et løfte om, at vi ikke går alene gennem det, der forandrer sig. Måske kan vi finde tillid i det. Tillid til også at gå en ny tid i møde, selv når vi ikke helt ved, hvordan den kommer til at se ud.

Og så glæde os over den tid, vi står midt i lige nu. Efteråret. Gå en tur i skoven. Saml et par blanke, brune kastanjer og put dem i jakkelommen. Tænd et lys, når mørket falder på.

Og husk, at midt i alt det, der forandrer sig, er livet ikke noget, der venter på os engang derude.

Det er her allerede. Lige nu.

En tid til at leve.