Fortsæt til indhold

Vandflyveren kan blive grøn, hvis den får lov at blive på vingerne

Politikerne i København skal tage stilling til vandflyverens fremtid, og et afslag kan få betydning for forbindelsen mellem Aarhus og hovedstaden.

Debat
Poul DalsgaardDirektør for Erhverv Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har efterhånden taget vandflyveren mellem Aarhus og København en del gange. Og næsten hver gang støder jeg på et kendt ansigt eller to – på vej til et møde eller en arbejdsdag i hovedstaden.

Det illustrerer meget godt, hvorfor vandflyveren har sin berettigelse. 45 minutter. Fra havn til havn. Fra Aarhus til København. Gennem ti år har Nordic Seaplanes skabt en hurtig forbindelse mellem Danmarks to største byer, som gør det muligt at komme fra centrum til centrum på kort tid.

Nu risikerer den forbindelse at forsvinde.

Den 5. oktober skal politikerne i Københavns Kommune tage stilling til vandflyverens fremtid ved Nordre Toldbod. Forvaltningen indstiller til et afslag på en permanent miljøgodkendelse, og uden mulighed for fortsat at operere centralt i København har Nordic Seaplanes gjort det klart, at virksomhedens eksistens er truet.

Det bør mane til eftertanke.

Hos Erhverv Aarhus bakker vi selvfølgelig op om den aarhusianske virksomhed og de arbejdspladser, der er på spil. Men sagen er større end én virksomhed.

Den handler også om forbindelsen mellem Danmarks to største byer.

For erhvervslivet betyder tid noget. Teams og telefonmøder har gjort det meget lettere, men nogle gange skal mennesker mødes. Og her har vandflyveren skabt et reelt alternativ, hvor man kan komme hurtigt frem og tilbage.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over alle detaljer i den københavnske sag. Vi har selv løbende været i dialog med Nordic Seaplanes og ved, at sagen kompleks. Vi ved også, at man fra virksomhedens side har arbejdet løsningsorienteret for at imødekomme de krav og bekymringer, der er blevet rejst.

Det gælder blandt andet støjen. Her har Nordic Seaplanes foreslået at forlænge landgangsbroen med 12 meter, hvilket ifølge forvaltningens egne beregninger vil reducere den gennemsnitlige støj ved Nordre Toldbod med 5 dB, så støjgrænsen på land kan overholdes.

Netop derfor håber jeg også, at politikerne vil søge en løsning frem for en lukning.

Nordic Seaplanes arbejder eksempelvis på at tage elektriske vandfly i brug. Hvis den ambition lykkes, peger den direkte ind i den udvikling, vi har brug for: Mobilitet skal ikke afvikles. Den skal udvikles og gøres grønnere.

Det princip kender vi også fra mobilitetsdebatten i Aarhus. Vi skal selvfølgelig stille krav til støj, klima og miljø. Men samtidig skal vi sikre attraktive alternativer og god fremkommelighed for virksomheder, medarbejdere og besøgende.

Derfor håber jeg, at der i København kan findes en farbar vej, som både tager de lokale hensyn alvorligt og giver Nordic Seaplanes mulighed for at fortsætte.

For forbindelsen mellem Aarhus og København bliver ikke mindre vigtig i fremtiden. Og det ville være ærgerligt, hvis en af de hurtigste forsvandt, netop som den står foran muligheden for at blive grønnere.

Poul Dalsgaard fra Erhverv Aarhus. Arkivfoto: Tobias Nicolai
Se video: