»Det er alt for defensivt og fuldstændig uforsvarligt af rådmanden«
Provokeret er ikke nok – nu skal der handles på de ulovlige kolonihaver.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Rådmand Nicolaj Bang (K) fortæller i Din Avis Aarhus, at han er »enormt provokeret« af de ulovlige kolonihaver i Aarhus.
Det forstår jeg godt. Det er jeg også og de fleste borger i Aarhus. Men det er ikke godt nok, at rådmanden kun er provokeret – nu skal der handles på de ulovlige kolonihaver. Kolonihaven er en god dansk tradition, som vi skal passe på. Men det kræver også, at vi passer på reglerne og sikrer, at kolonihaver ikke stille og roligt udvikler sig til private parcelhuse på kommunal jord.
På byrådsmødet i sidste uge fremlagde Venstre et konkret forslag om at lade sig inspirere af Vejle-modellen, hvor kommunen arbejder systematisk med lokalplaner, opmåling og dialog med haveforeningerne for at få ulovlige forhold bragt i orden.
Ifølge Aarhus Kommunes egen screening er omkring 900 kolonihavelodder på kommunal jord vurderet til at være overbebygget. Det er et alvorligt problem. Og det kræver handling.
Rådmanden vil imidlertid vente på udfaldet af en retssag om Vejle Kommunes håndtering af kolonihaverne og vil bede om ny lovgivning fra folketinget.
Det er alt for defensivt og fuldstændig uforsvarligt og min og Venstres bekymring er, at han og forvaltningen har fundet endnu en stor syltekrukke.
Rådmand og forvaltning kan begynde arbejdet nu. Jeg ved godt, det kan være lidt bøvlet, og det kan også koste lidt penge, men i min bog er det ikke en undskyldning. Lovgivning kan ikke gradbøjes, vores forslag er, at i 2027 laves den første nye lokalplan og alle huse skal opmåles og der skal udstedes påbud i 2027 til dem der ikke overholder lovgivning.
Vores ambition er, at alle lokalplaner er på plads over de næste 2-3 år, om nødvendigt må rådmanden gå til byrådet, hvis der skal tilføres ekstra mandskab og økonomi. Ovennævnte giver bare på INGEN måde ret til at se i gennem fingrene med den lovløshed, der findes omkring mange kolonihaver i Aarhus.
Hvorfor ikke allerede i næste uge fremsende et breve til alle kolonihaverejer, som beskriver reglerne og præcisere, hvornår man ikke må overnatte i sin kolonihave, og kommunen kan samtidig skabe et bedre overblik over bopælsforhold, helårsbeboelse og overskridelser af reglerne.
Mens sagen behandles i Magistraten (for 3. gang), bør kommunen også bruge de muligheder, vi allerede har.
Hvor der er konstateret konkrete ulovlige forhold, bør der gives påbud. Og hvis påbud ikke efterleves, må kommunen tage de næste skridt – herunder politianmeldelse, hvor lovgivningen giver grundlag for det. Det er almindelig myndighedsudøvelse.
Rådmanden og de røde partier har i flere år vidst, at der er problemer med ulovligt byggeri og helårsbeboelse i kolonihaverne.
Når sagen kommer tilbage fra Magistraten, forventer jeg derfor en konkret handleplan – ikke endnu en afvisning og mere ventetid. En plan for den først lokalplan, opmåling og registrering, håndtering af de værste sager først og en klar plan for håndhævelse af reglerne.
Rådmanden siger, at han er enormt provokeret. Men den største provokation, er at rådmand en gør noget som helst. Tiden er kommet til at sætte i gang, hr. rådmand Bang.
læser
lige nu