Skal vi virkelig bære mærker, for at vi tager hensyn til hinanden?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For ikke så længe side hørte jeg om det nye danske initiativ ”Sorg-Vingen”.

Det er en lille englevinge med ordene ”Jeg har mistet”, som man kan sætte synligt på tøjet. Formålet er at gøre det lettere for mennesker i sorg at få taget hensyn i hverdagen.

Denne måde at bede om hensyntagen på er ikke ny. Der findes også et demens-mærke, to sammenflettede hænder, og Solsikkesnoren, der bruges af både børn og voksne.

Alle tre rigtig gode initiativer, som på hver sin måde gør det nemmere for de berørte at færdes rundt omkring, om det så er ved besøg i dagligvareforretningen, hvor demensmærket gør opmærksom på, at vedkommende har brug for lidt længere tid til at få varerne på båndet og finde dankort frem, eller det er solskikkesnoren, som giver mulighed for at komme lidt længere frem i køen i Djurs Sommerland, så børn, som måske har det svært ved mange mennesker og ”trængsel og alarm”, også kan få en god dag med sin familie.

De tre forskellige mærker og snor får dog mig til at tænke på, om de også fortæller noget andet, end om personer med nogle umiddelbare behov, nemlig, om vores samfund er blevet mere ”hensynsløst”?

Er vi i virkeligheden ved at skabe et samfund, hvor vi tager så lidt hensyn til hinanden, at vi har behov for at bære et tegn uden på tøjet, for at andre stopper op og tager hensyn? For er vi det, tror jeg, det er på tide, at vi stopper op og tænker efter – også som samfund.

For nyligt læste jeg en artikel af en bedemand om, at folk ikke længere tog hensyn til rustvognen – hverken når det drejede sig om de få minutter, som den sidste afsked ved kisten tog, eller når den kørte forrest i begravelsesfølget til kirkegården. Folk stoppede ikke længere op, der blev ikke givet plads til kortegen, ja, der blev sågar overhalet, og fremmede biler pressede sig ind i følget! Hvor man for ikke mange år siden, som det mest naturlige stoppede op for et begravelsesoptog, opleves det nu for mange som en forstyrrende forhindring i hverdagens travlhed.

Hvorfor tager vi ikke hensyn til hinanden længere?

Er det fordi, vi har for travlt med os selv? Er det fordi vi bor tættere og tættere sammen, i byer vi ikke er vokset op i, og derfor ikke føler os forpligtet på hinanden, som man gjorde i gamle dage? Er det for at skærme os selv for den store verden med al den mangfoldighed, som bare kommer tættere og tættere på?

Jeg tror, svarene er mangfoldige. Men uagtet hvor fornuftige og gode de måtte synes for os selv, tror jeg, at tiden er kommet til, at vi får hensynet til det andet menneske tilbage i vores samfund, at vi giver plads til andre, også uden for vores egen nære familie- og vennekreds. For den tillid, opmærksomhed og omsorg for andre, vil jeg nemlig vove at påstå, er noget af det, som har gjort vores samfund så unikt, og Danmark så godt et sted at bo.

Sorgmærket, Demensmærket og Solsikkesnoren – næste gang du ser dem, lad dem være en påmindelse ikke bare om at tage hensyn til dét konkrete menneske, men en påmindelse om det ansvar om omsorg, tillid og rummelighed, vi alle bærer overfor hinanden. På at tænke på dén dag, hvor et mærke slet ikke er nødvendigt, for at få taget lidt hensyn.

Det burde være lige til!