Aarhus skal også have plads til unge, hvis liv slår en omvej

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Liva Munk Kaae rejser den 1. oktober i JP Aarhus et vigtigt spørgsmål: Har unge almindelige mennesker råd til at bo i den by, der så gerne vil have dem til at studere?

Jeg deler hendes bekymring. Men en passage i hendes indlæg fortjener særlig opmærksomhed: Hvad sker der med de unge, som holder pause, skifter retning eller må opgive deres uddannelse?

Vi taler gerne om Aarhus som studieby. Vi skal også kunne tale om Aarhus som hjemby. Et sted, hvor man hører til, selv om ens liv ikke følger studieplanen.

Boliggarantien er en god ordning. Men den gælder enkeltansøgere med studiestart i efterårssemesteret, og boligen kan tilbydes med indflytning helt frem til 1. januar. Det er altså ikke nødvendigvis en nøgle i hånden, når undervisningen begynder.

Og den løser ikke boligproblemerne for alle de unge, der allerede bor her.

Forestil dig en ung, der må sætte uddannelsen på pause på grund af depression. Undervisningen er blevet uoverskuelig. Økonomien er presset. Vennerne fortsætter, mens man selv forsøger at finde fodfæste.

Hvis boligbekymringen samtidig vokser, bliver vejen tilbage endnu stejlere.

Jeg ved fra mit eget liv, at sygdom kan bryde de planer, man havde lagt. Når kræfterne slipper op, bliver trygge rammer vigtigere. Et hjem er det sted, man skal kunne vende tilbage til, når resten af tilværelsen vakler.

Derfor bør vi spørge, om vores boligpolitik giver tilstrækkelig plads til unge, hvis liv tager en omvej.

Aarhus har faktisk en særskilt boliggaranti for unge under 27 år i en akut boligsituation. Den kræver blandt andet, at den unge ikke selv kan finde en bolig, senest har boet i kommunen og tager imod social støtte. Det er et vigtigt sikkerhedsnet.

Men der er også unge, som godt kan klare deres hverdag og blot mangler en bolig, de kan betale. Unge i arbejde. Unge mellem to uddannelser. Unge, der prøver at komme videre efter sygdom. Deres boligproblemer skal også indgå i kommunens planlægning.

Liva efterlyser flere ungdomsboliger. Det bør byrådet tage alvorligt. Samtidig skal behovet undersøges ordentligt. Flere unge i kommunen fortæller ikke i sig selv, hvor mange nye ungdomsboliger der skal bygges. Vi skal kende huslejerne, ventetiderne og de boligsøgendes økonomi. Ellers risikerer vi at bygge boliger, som ser rigtige ud i en opgørelse, men stadig er for dyre for dem, de skulle hjælpe.

Byrådet bør sammen med boligorganisationerne fremlægge en konkret plan for flere boliger med huslejer, der kan betales af unge med små indkomster. Planen skal vise, hvor boligerne kan ligge, hvad de vil koste, og hvordan de finansieres.

Samtidig bør kommunen undersøge, om unge ved sygdom og studieskift får tilstrækkelig hjælp til at bevare eller finde en bolig. Hvor reglerne står i vejen for rimelige overgange, må byrådet tage problemet videre til Christiansborg.

Og lad os bygge med tanke for fællesskabet. Et fælleskøkken og et sted at mødes kan give mere end endnu et lille værelse bag en låst dør. For den unge, der kommer til byen uden netværk, kan naboskabet blive begyndelsen på at høre til.

Som kristendemokrat mener jeg, at en bys ansvar også omfatter dem, der har svært ved at holde trit. Vi kan ikke nøjes med at tage godt imod unge på deres første studiedag. Vi skal have plads til dem gennem de år, hvor de forsøger at finde ud af, hvem de er, og hvad de kan.

Et studiekort kan udløbe. Behovet for et hjem gør ikke.