I sparer på mursten. Vi betaler med vores børns hverdag
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi står her stadig. Midt i orkanens øje. Vi er trætte efter måneders intens kamp for vores folkeskoler, men lad mig gøre det fuldstændig klart: Vi lægger os ikke ned frivilligt.
Jeg tror ikke, der er nogen, som ikke anerkender, at der skal ske ændringer på skoleområdet. Men vores børn og lokalområder har fortjent en seriøs politisk proces – ikke et nøje koreograferet forløb, hvor konklusionerne reelt er trukket på forhånd.
Vi er vidner til et lukket politisk spil og en benhård spareøvelse, hvor drejebogen virker skrevet på forhånd. For at få det til at ligne en legitim demokratisk proces har forvaltningen, med borgmesteren i spidsen, iscenesat høringer og borgermøder. Desværre fremstår det som en ren teaterforestilling, der udelukkende skal give en falsk følelse af medbestemmelse.
Vi kan godt se at det er spil for galleriet, når vi inviteres til borgermøder, hvor man igen og igen gentager det samme budskab om at ”vi gør det for fagligheden og trivslen”, mens alle de facts, der bliver serveret sammen med den halvlunkne kaffe og fabriks-småkagerne handler om penge og besparelser.
Uanset hvad det socioøkonomiske indeks siger, er vi hverken blinde eller naive. Vi har gennemskuet spillet.
Har vi ikke fortjent, at alle muligheder afsøges grundigt, inden I lukker vores skoler og lader børn og lokalsamfund betale prisen? Er det ikke afgørende at beregne det fulde perspektiv, inden man låser sig fast på en kortsigtet besparelse ved at lukke en eller flere skoler?
Jeg ved ikke, hvad der skal til for at råbe jer op, kære politikere. Men en stor del af løsningen ligger lige for næsen af jer. Hvis I reelt ønsker en holdbar og bæredygtig struktur frem for en hurtig skilling, så kig på skoledistrikternes grænser.
Ved at flytte distriktslinjerne og omrokere eleverne strategisk kan I fjerne det akutte pres fra Auning- og Glesborg Skoler. Samtidig kan I tilføre flere børn til Børneby Nord, så vi sikrer et stærkt og levende elevgrundlag i den nordvestlige del af kommunen.
Det er en langt bedre løsning, fordi I sparer kommunekassen for de millioner i anlægsudgifter, det ellers vil koste at udbygge skolerne i Auning og Glesborg. I stedet kan midlerne bruges på skolerne i Børneby Nord, som har været ramt af massive vedligeholdelsesefterslæb i årtier. Det er sund fornuft – hvorfor er det forslag overhovedet ikke en del af jeres beslutningsgrundlag?
Når beslutningerne er truffet, vender I, kære folkevalgte, jer mod andre sager. Men vi borgere står tilbage. Det er os, vores børn og vores lokalsamfund, der skal leve med de langsigtede konsekvenser af jeres beslutninger hver evig eneste dag.
Konsekvenserne er uoverskuelige:
• Vores børn mister det trygge børneliv. Deres hverdag vil fremover blive præget af timevis af transport i skolebusser, før de samles på en centralskole i et stort og larmende miljø. Det er rammer, som bliver uoverskuelige for de børn, der ikke trives i store masser, og det efterlader de sårbare uden alternativer, hvis ikke de passer ind i systemet.
• Vores lokalsamfund risikerer affolkning. Vi skal leve med konsekvenserne, når den lokale Brugs må lukke, infrastrukturen og buslinjerne forringes, og vores huse bliver usælgelige. Ingen flytter til et lokalområde, hvor skolen er lukket.
Det her handler ikke om nostalgi eller sentimentale minder om svundne tider. Det handler om, at vi aktivt har valgt et trygt og nært børneliv til – og det kæmper vi for.
Kære politikere i Norddjurs: Læg de overfladiske politiske processer væk. Kig på distriktsgrænserne, tænk jer om en ekstra gang, og tag jeres ansvar alvorligt. Vis os, at det lokale demokrati og borgernes stemme har reel betydning. Gør jeres arbejde ordentligt i stedet for at tvinge en proces igennem på et utilstrækkeligt belyst grundlag.
læser
lige nu