Træd ud i mellemrummene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forleden sad vi fem omkring et mødebord med kaffekopper, kuglepenne og de samme papirer spredt ud foran os. Vi skulle finde en løsning på en fælles sag. Men det viste sig hurtigt, at vi så vidt forskelligt på den.

Én var optaget af, hvad vi plejede at gøre, og hvad erfaringen havde lært os. En anden af mulighederne: Hvad kunne det her mon udvikle sig til? En tredje ville gerne have styr på, hvordan vi helt konkret kom videre. Og en fjerde hæftede sig mest ved, hvad beslutningen ville betyde for de mennesker, der blev berørt af den.

Og det slog mig lige der endnu engang, hvor forskelligt vi mennesker ser på verden. Og hvor let det er at komme til at tro, at det, man selv får øje på, også er klart det væsentligste.

Der findes et hav af personlighedsanalyser, som forsøger at sætte ord på vores forskelligheder. Nogle deler os ligefrem ind i et bestemt antal typer. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, for ingen af os kan rummes i en kasse. Men analyserne peger på noget genkendeligt: Vi kommer til verden med forskellige tilbøjeligheder, temperamenter og måder at orientere os på. Som forældre opdager vi det i sandhed også, når vi halvmåbende kan iagttage vores børns forskelligheder, som slet ikke rimer på, at de har samme forældre og er vokset op i samme hus.

Det er grundlæggende herligt, at vi er så forskellige. Det giver farver og perspektiv. Men det kan også give problemer, hvis vi glemmer, at vi er det. Hvis man for eksempel begynder at tro, at ens egen måde at forstå en situation på er situationen. At det, man ser, er hele billedet. Og at den anden derfor må have misforstået noget, hvis hun ser anderledes på det.

Luther advarede engang imod det, han mente er en grundlæggende tilbøjelighed i mennesket – nemlig, at vi er i risikozonen for at blive indkroget i os selv. Et lidt sært, men stærkt billede. Et menneske, der måske halv foroverbøjet har tendens til at skue lidt på egen navle og glemmer at løfte blikket – indkroget i sig selv.

Det sker, når vi kun kan se verden fra vores eget perspektiv og eget ståsted. Og det er synd for os, hvis vi ender der. For meningen opstår for det meste, når vi overskrider vores eget, giver os hen og er noget for andre.

Derfor har vi brug for hinanden. Ikke bare de mennesker, der ligner os og bekræfter os i, at verden ser ud, som vi tror. Men også dem, der ser noget andet. Eller leverer en anden version af virkeligheden end den som algoritmerne bekræfter os i. Dem, der spørger til det, vi selv overser. Dem, der irriterende nok ikke synes, at vores oplagte løsning er helt så oplagt.

Måske handler det ikke så meget om at få andre ind i vores kasser eller selv passe ind i deres. Måske handler det snarere om at bevæge sig ud over vores egne tendenser. Ud i mellemrummene mellem os, hvor vi har vores eget med, men samtidig forsøger at forstå, hvad den anden ser fra sit sted. For livet opstår sjældent, når vi hver især sidder sikkert i vores egen kasse. Livet leves i mellemrummet mellem dig og mig.