I Egens ligger en kirke, der nok er lille, men har en dramatisk historie

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Egens Kirke ligger på toppen af en bakke og kan ses milevidt omkring i landskabet.

Fra kirken er der en unik udsigt mod Kalø Slotsruin. Den gamle kirkegård er smukt bygget op i terrasser omkring kirken.

Kirken er skabt i romansk stil med kampesten, men sidenhen delvis ændret med munkesten. En formodentlig senmiddelalderlig kirke fra sidst i 1400-tallet eller først i 1500-tallet – og én af landets mindste med kun 70 siddepladser. Ved begravelser kan kirken kun rumme 52 personer, da de tre nederste bænke i venstre side nødvendigvis må fjernes for at kisten kan komme sikkert omkring hjørnet og føres op til alteret. Der boede dengang mindre end 100 personer i Egens, så der var alt rigelig plads til enhver troende.

På kirkens alterbord er der en to-fløjet skabsaltertavle med malerier af J.T. Skovgaard – søn af den kendte maler Joachim Skovgaard, der over syv år dekorerede Viborg Domkirke med motiver fra Det Nye Testamente. Så trods kirkens ydmyge størrelse har den alligevel trådt helt ind i den profane verdens storhed.

Men lidenheden til trods bærer kirkens opståen alligevel på en meget dramatisk historie.

Søren Sørensen og dennes hustru, som boede i Egens, fik deres datter gift i den meget smukke Bregnet Kirke. Bregnet er det tidligere navn for Rønde. Men det var ikke et ganske ufarligt forehavende, da der huserede landevejsrøvere i Kaløskovene. Undervejs skulle man igennem den tætte Rigelmoseskov og passere Røverbækken, som endnu kan ses på gamle kort. Og navnet Røverbækken levede dengang fuldt ud op til sit navn.

På vej til brylluppet blev bruden overfaldet og voldtaget af de frygtede skovrøvere. Men en kvinde måtte dengang tage livets ”små” udfordringer i stiv arm og alligevel gennemføre vielsen velvidende, at hendes første barn måske kunne blive et muligt ”røverbarn”. Derfor besluttede hendes velhavende og gudfrygtige far at bygge Egens Kirke, så fremtidige Egens-borgere ikke skulle udsættes for samme skæbne som hans datter. Som tak fik han og hans hustru sidenhen en fornem begravelse i kirkens gulv foran alteret. Gravdækslet kan i dag ses ophængt på en af kirkens indre mure.

Men trods det var brudens far Søren Sørensen til stadighed en sønderknust mand, der følte trang til at anråbe Vorherre i Himlen med denne anklage:

»Da din søn Jesus var på Jorden, kunne han ved ”Brylluppet i Kana” omdanne vand til vin. Men min datter magtede du end ikke at skåne for en voldtægt fra simple skovrøvere.«

Jeg forstår godt faderens indignation, men at bebrejde Gud for os menneskers ondskab er måske en over-/misfortolkning af det kristne budskab. Men for mit eget vedkommende havde jeg (undskyld min Gud) forkortet voldtægtsmandens liv, hvis det var mine døtre, der led den skæbne. Men således er menneskenes tolerancetærskler heldigvis forskellige.