Hvad nytter flere penge til dagtilbud, når de ikke når frem til børnene?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad nytter det, at dagtilbuddene tilføres flere penge, når de ikke når frem til børnene i Syddjurs?

Vi taler meget om mistrivsel blandt børn og unge. Om skolefravær, om børn, der har det svært, og om de dårlige resultater, vi ser i Pisa.

Vi taler også om, at vi skal være bedre til den tidlige indsats. Men hvor er den tidlige indsats?

For hvis vi virkelig mener, at vi vil forebygge mistrivsel, så må vi også prioritere de første år af et barns liv.

Når pengene er der – hvad vælger vi så?

I 2026 har kommunerne fået knap 1,7 milliarder kroner fra staten gennem Børnepakken. Pengene skal blandt andet bruges til mere pædagogisk personale og bedre dagtilbud. Alligevel viser BUPL’s opgørelse, at Syddjurs er blandt de kommuner, der ikke anvender alle midlerne til formålet i 2026.

Hvad er det for et signal, vi sender? Når der faktisk bliver forhandlet penge hjem til at styrke dagtilbuddene, hvorfor bruger vi så ikke pengene fuldt ud på det område, de er tiltænkt?

De første år former mere, end vi tror

For børn bliver ikke først dannet, når de starter i skole. De første år betyder rigtig meget for, hvordan barnet udvikler sig, trives og møder verden. Det har brug for voksne, som det kan søge hen til. Voksne, der ser barnet, trøster, hjælper og giver omsorg.

Børn har brug for en tryg base, før de kan gå ud i verden med nysgerrighed, mod og lyst til at lære. Det kræver kompetente voksne omkring barnet. Tid til at skabe de trygge relationer, som er så afgørende for barnets trivsel – både nu og på længere sigt. Hvis der allerede i de tidlige år mangler voksne omkring børnene, hvordan kan vi så forvente, at alle børn senere er klædt på til at møde skolen, fællesskabet og verden med nysgerrighed og gåpåmod?

Når vi vælger pasning, vælger vi også et ansvar!

Når vi som samfund har valgt en struktur, hvor små børn tilbringer en stor del af deres hverdag væk fra deres forældre, påtager vi os også et ansvar. Det betyder, at vi skal skabe et dagtilbud, hvor både børn og voksne trives, og hvor rammerne understøtter tryghed, nærvær og de relationer, der er med til at skabe børn i trivsel.

Vi kan ikke vente, til mistrivslen bliver synlig.

Vi kan ikke vente, til barnet ikke længere kan komme i skole.

Vi kan ikke vente, til problemerne er blevet så store, at der skal langt mere omfattende hjælp til.

Tidlig indsats skal begynde før skolen

I de budgetforhandlinger, vi netop har været igennem, er der afsat penge til en tidlig og forebyggende indsats mod mistrivsel blandt elever. Det er positivt.

Men hvorfor begynder den tidlige indsats først, når børnene er kommet i skole?

Det handler ikke om at vælge skolen fra. Tværtimod.

Det handler om at forstå, at en stærk skoleindsats ikke kan stå alene.

Hvis vi vil have børn, der trives, lærer, deltager og har mod på livet, må vi også investere i det fundament, der bliver lagt, før skolen begynder.

Fra ord til handling

Vi kan ikke tale os til bedre trivsel. Det skal kunne mærkes i børnenes hverdag. Det skal kunne mærkes i antallet af voksne. Det skal kunne mærkes i tiden til nærvær, omsorg og relationer.

Og det skal kunne ses i vores politiske prioriteringer.

For børn skal ikke vente på, at mistrivslen bliver synlig, før vi tager den alvorligt.

Det er ikke bare en investering i vores yngste børn.

Det er en investering i det samfund, vi ønsker at være.