Fortsæt til indhold

H.C. Andersens troldspejl lever desværre stadig

Der er ingen, der har lyst til at leve i en verden, der ligner kogt spinat, men det er desværre ofte sådan, at det er den type af verden, vi skaber for hinanden.

Debat
Carsten ClemmensenHospitalspræst, AUH Psykiatrien og sognepræst i Skæring Kirke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg vil tro, at de fleste af os kender denne uheldige trang til at finde fejl ved alting, altid at se ulemperne, altid at se skjulte motiver hos andre mennesker.

Det minder meget om H.C. Andersens eventyr om Snedronningen. Her fortælles om et troldspejl, der havde den egenskab, at alt smukt og godt, som spejlede sig i det, blev utydeligt og udvisket, mens det, der ikke duede, det grimme og stygge,stod helt tydeligt og klart, ja, det tog sig endnu værre ud. Spejlet fik de dejligste landskaber til at se ud som kogt spinat, som der står. Og djævelen siger, at nu kunne man se, hvordan verden og menneskene virkelig så ud.

Der er ingen, der har lyst til at leve i en verden, der ligner kogt spinat, men det er desværre ofte sådan, at det er den type verden, vi skaber for hinanden.

Ingen steder bruger Jesus stærkere ord end, når han møder en verden, der bliver betragtet gennem et troldspejl. I sådan et blik forvrænges virkeligheden: Det gode bliver gjort mistænkeligt, kærligheden bliver betvivlet, og andre menneskers handlinger bliver straks tillagt skjulte motiver. Fejl og svagheder træder tydeligt frem, mens alt det smukke, gavmilde og livgivende bliver overset eller forklaret bort.

Når vi ser verden på den måde, risikerer vi at fastholde både os selv og hinanden i faste forestillinger og gamle fordomme. Vi holder så stejlt fast i vores egen udlægning, at vi ikke længere kan få øje på, at et menneske kan forandre sig.

Det er denne forvrængning, Jesus reagerer så voldsomt imod. Den bliver den ultimative synd, fordi den ikke blot peger på menneskers fejl, men sår tvivl om deres dybeste tilhørsforhold: At de tilhører Gud. Mennesket bliver reduceret til sine nederlag, sine dårlige valg og sine svageste øjeblikke. Dermed glemmes det, at ethvert menneske også rummer værdighed, muligheder og en åben fremtid. At leve med troldspejlets blik er derfor at være fanget i den djævelske løgn om, at virkeligheden i sin kerne er grim og ond. I sådan en verden er der heller ikke plads til tilgivelse.

Hvis det grimme altid er den endelige sandhed, bliver fortiden en dom, ingen kan slippe fri af. Tilgivelse kræver et andet blik. Den benægter ikke det onde og gør ikke uret til noget ligegyldigt. Men den nægter at lade fejlen få det sidste ord. Den insisterer på, at et menneske er mere end det værste, det har gjort, og at relationer kan genoprettes, selv når noget er gået i stykker. At forkaste troldspejlet er derfor ikke naiv optimisme. Det er et valg om at se hele virkeligheden: Både mørket og lyset, både bruddet og muligheden for forsoning.

Det er den verden, jeg ønsker at leve i – en verden, hvor det gode får lov til at være godt, og hvor håbet stadig kan finde vej mellem mennesker.

Carsten Clemmensen.
Se video: