Er det jeres plan?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi er en familie på fire, som bor i Fladstrup. Vi har aktivt valgt lokalområdet Trustrup-Lyngby til, fordi vi tror på det og ønsker, at det fortsat skal vokse og udvikle sig. En afgørende forudsætning for det er, at vi bevarer vores velfungerende skole.
Skolen er fundamentet for hele lokalsamfundet. Uden den risikerer vi, at meget af det, der gør området levende og attraktivt, langsomt forsvinder.
Vi har en velfungerende håndboldklub, som vi selv er en stor del af, og flere andre idrætsaktiviteter. Vi har en lokal købmand, som er afhængig af områdets borgere, og erhvervsdrivende, der skaber vækst og arbejdspladser. Samtidig har vi et opland med mange attraktive boliger og fantastiske beliggenheder.
En skolelukning vil derfor få konsekvenser langt ud over skolens matrikel. Huspriserne risikerer at falde, tilflytningen kan gå i stå, og vores område vil blive mindre attraktivt for både nuværende og kommende familier. Derfor er det nødvendigt at se området som en helhed og fokusere på de muligheder, der findes her, frem for alene at se begrænsningerne. Vi har så meget at byde på.
En mulighed kunne være at samle vuggestue, børnehave, SFO og skole under samme ledelse. Det kunne skabe en stærk, sammenhængende institution med en tydelig rød tråd gennem hele barnets opvækst. For familier i vores område ville det være en attraktiv og meningsfuld løsning.
Der har gennem længere tid været uro om skolens fremtid. Når en skole igen og igen bliver truet af forandringer eller lukning, skaber det naturligt usikkerhed, og nogle forældre vælger den fra. Det bliver let en selvopfyldende profeti. Først skabes usikkerheden, derefter falder elevtallet, og til sidst bruges elevtallet som argument for at lukke skolen.
Vi har brug for arbejdsro og en langsigtet plan, så vi kan bygge videre på alt det gode, der allerede findes. Målet må være, at flere familier vælger området til, frem for at de søger mod andre kommuner.
Vi bør blandt andet se på erfaringerne fra Glesborg Skole og undersøge, hvordan den blev bygget op igen efter lukningen af Ørum Skole. Hvilke løsninger virkede dér, og hvad kan vi lære af dem?
Vores ønske er en almindelig folkeskole fra 0. til 9. klasse. Vi tror, at mange lokale familier ville foretrække et samlet skoleforløb i nærområdet. Det stemmer også overens med de ønsker, der er kommet frem i trivselsmålinger og på de afholdte workshops.
Vi ved, at der er udarbejdet budgetter og beregninger, men de tager udgangspunkt i omkring 70 elever. Hvis Toubroskolen i stedet blev en skole fra 0. til 9. klasse og fik sikkerhed om sin fremtid, er vi overbeviste om, at langt flere familier ville vælge den til.
Skolens måde at arbejde og tænke nyt på er en stor styrke. Her bliver børnene set og hørt, og netop det er afgørende for deres trivsel. Derfor bør skolen ikke betragtes som en udgiftspost, der kan isoleres fra resten af området, men som en investering i børnene og hele lokalsamfundets fremtid.
Til kommunens politikere er vores opfordring klar. Giv Toubroskolen arbejdsro. Undersøg mulighederne for en samlet institution og en skole fra 0. til 9. klasse. Se på de langsigtede konsekvenser for bosætning, foreningsliv, erhvervsliv og handel, før I træffer en beslutning.
Lukker I skolen, fjerner I ikke blot undervisning fra et bestemt sted. I svækker fundamentet under et helt lokalsamfund. Vælger I derimod at investere i skolen, investerer I i et område, der både kan og vil vokse.
læser
lige nu