I lukker værkstederne – men hvad skal der ske med borgerne?
Skanderborg Kommune skylder konkrete svar om alternativet til Værkstederne på Danmarksvej og om grundlaget for at lukke tilbuddet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg mangler fortsat svar på nogle helt grundlæggende spørgsmål om lukningen af Værkstederne på Danmarksvej.
Jeg efterspørger først og fremmest dokumentation for påstanden om, at borgerne ikke har haft et udbytte af deres forløb. Hvilke konkrete undersøgelser, evalueringer, målinger eller resultater bygger Skanderborg Kommune denne vurdering på?
Det stemmer ikke overens med de tilbagemeldinger, jeg har fået fra borgere, unge og forældre i kommunen. Tværtimod fortæller de, at Værkstederne på Danmarksvej har haft stor betydning for deres hverdag. Her har de fundet struktur, fællesskab og støtte, og dette tilbud har været et vigtigt skridt i retning af arbejdsmarkedet.
Hvad er det konkrete alternativ for de borgere, særligt de unge, som befinder sig langt fra arbejdsmarkedet, og som har brug for struktur, fællesskab og en målrettet støtteindsats, når Værkstederne på Danmarksvej lukkes?
Jeg vil derfor gerne have svar på følgende:
- Hvilken konkret dokumentation viser, at Værkstederne på Danmarksvej ikke har haft den ønskede effekt?
- Hvilket konkret tilbud skal disse borgerne tilbydes i stedet?
- Hvordan vil kommunen sikre, at de mest udsatte borgere ikke blot overgår til andre offentlige tilbud eller forsørgelsesordninger uden en tilsvarende helhedsorienteret indsats?
- Hvordan vil kommunen følge op på, at eventuelle nye tilbud faktisk imødekommer borgernes behov?
For de borgere, der har været i forløb på Danmarksvej, er et trygt og støttende tilbud afgørende for deres mulighed for at udvikle sig og på længere sigt nærme sig arbejdsmarkedet. En lukning uden et klart, dokumenteret og tilstrækkeligt alternativ kan derfor få alvorlige konsekvenser for de borgere, som har brug for særlig støtte.
En del af de borgere, der har været tilknyttet Værkstederne på Danmarksvej, har en eller flere diagnoser og kan derfor have behov for særlige rammer, struktur, tryghed og støtte i hverdagen. For nogle af disse borgere er vejen til arbejdsmarkedet ikke lige til, og udvikling kan kræve tid og individuelle hensyn.
Det handler ikke kun om økonomi og organisering. Det handler om mennesker som har brug for, at kommunen tager ansvar og sikrer, at de ikke bliver tabt mellem systemerne.