Det 11. bud burde være tilgivelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I vores del af verden kender de fleste mennesker nok De Ti Bud, Dekalogen, som man også kalder dem; de ti bud på stentavlerne, som Moses fik med ned fra bjerget. Da jeg gik til konfirmandundervisning, skulle vi stadig lære dem udenad.

Selvom der i Det Gamle Testamente er masser af bud, vi ikke holder (hvor ville Danmark f.eks. være, hvis vi ikke spiste svinekød?), så er De Ti Bud noget, vi anser for at være en form for moralsk hjørnesten. Luther har dem f.eks. med i sin Lille Katekisme, dvs. i det skrift, der indeholder, hvad det almindelige kristne menneske burde vide om kristendommen.

Men man behøver ikke være kristen, eller jøde, eller i det hele taget religiøs, for at anerkende disse etiske grundlove. Du skal ikke lyve, du skal ære dine forældre, du må ikke stjæle, er alt sammen regler, vi kan blive enige om, uafhængigt af, om vi er religiøse eller ej. Et bud som ”du må ikke dræbe” er fundamentalt for retssystemer i hele verden.

At det lige præcis er 10 bud, er selvfølgelig godt i en verden, hvor decimalsystemet er så dominerende. Men der kunne sagtens være flere. Og der er da også mange gange kommet forslag om udvidelser.

For nylig hørte jeg, at den østrigske filosof Rudolf Burger, som i øvrigt ikke var religiøs, gerne ville have tilføjet et 11. bud. Over for en teolog havde han undret sig over, at vi kristne, når vi nu hver gang, vi beder Fadervor, siger ”og forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, ikke tog det alvorligt og tilføjede det 11. bud: Du skal tilgive!

Blandt alle de bud, jeg har hørt, man kunne tilføje dekalogen, synes jeg, at dette forslag nok er det bedste. For hvad kan være bedre, end efter en række af love, at blive mindet om, at vi skal tilgive hinanden?

Grunden til, at vi i det hele taget har brug for disse etiske grundregler, er jo, at vi som mennesker ikke er gode af natur. Og her er der ikke tale om de mange eksempler på mennesker, der decideret er onde, diktatorer og deres bødler, mordere, svindlere. Her tales om os alle, der nok på daglig basis må erkende, at vi ikke altid formår at handle, som vi udmærket ved, vi burde gøre.

For at kunne leve sammen som mennesker, der både har godhed såvel som egoisme, grådighed og misundelse i os, har vi brug for love, der minder os om, hvad der er godt at gøre. Enhver lov, der indskrænker min frihed, gør det for at indskrænke min mulighed for at gøre skade på min næste.

Men vi har også brug for tilgivelse, når vi ikke lever op til de regler, vi ved ville være gode at overholde. For erfaringen viser enhver af os, at vi alle er i stand til at svigte hinanden og os selv, når det kommer til moral. Og i en tid, hvor mange samfund bliver mere og mere polariserede, hvor vi mere og mere tror, vi omkostningsfrit kan forholde os negativt til andre mennesker, hvor vi graver grøfterne dybere og dybere, er tilgivelse måske det vigtigste bud, hvis vi skal overkomme alt det, der adskiller os.

Ud over, at vi som kristne kan minde vores medmennesker om, at den verden, vi lever i, ikke er så endimensionel, som man gerne vil gøre den til, har vi måske som vigtigste opgave at tilføje tilgivelsens helende kraft til en verden fuld af konfrontation, brud og uforsonlig konflikt.

At tilgive er nok lige så svært som at overholde de ti bud. Men ligesom jeg prøver at være et godt menneske over for mine medmennesker, kan jeg prøve at møde min næste tilgivende.