Store udvidelser af Lyseng Idrætscenter, men færre parkeringspladser
Parkeringskapaciteten mindskes, selv om aktivitetsniveauet stiger, hvilket kan føre til øget pres på infrastrukturen i Lyseng Idrætscenter, mener instruktør og borger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som instruktør i Højbjerg-Lyseng Forenings Fitness, som holder til i Lyseng Idrætscenter, har jeg med stor interesser studeret de fremlagte planer og plancher for det kommende LYS1-projekt.
Det er lyst og indbydende og ser meget spændende ud. I vores forening får vi både større lokaler til Fitness og til Indoor Cycling. Det kan kun blive godt.
Når jeg alligevel skriver dette indlæg, så er det fordi jeg og flere andre har en alvorlig bekymring. Det handler om parkeringsforholdene.
For nuværende er forholdene ofte meget kaotiske. Der er jævnligt fuldstændigt fyldt med biler i de indrettede båse, og meget ofte holder der lange køer af biler, som skal hente/bringe børn og unge. Det er indimellem så grelt, at jeg/vi har svært ved at komme til og fra træning.
Som instruktør i Indoor Cycling, så kan jeg ikke tage cyklen, da jeg medbringer en del sportstøj og andet udstyr. Ligeledes har vi flere medlemmer, som kommer længere fra end normal cykelafstand.
Med de nuværende forhold in mente så tør jeg og flere andre ikke tænke på, hvordan det bliver når LYS1 er færdig.
Når LYS1 står færdigt får de eksisterende foreninger større lokaler, der rykker nye foreninger ind og der kommer et bibliotek. Samtidig har Højbjerg Badminton netop indviet en ekstra hal og Lyseng Fodbold har anlagt en ekstra kunstgræsbane.
Alt dette giver flere medlemmer og flere aktiviteter i området og dermed en øget trafikbelastning.
De fremlagte plancher viser, at der ikke bliver etableret flere parkeringspladser. Den eneste ændring er, at trafikken bliver ensrettet, og at nogle eksisterende parkeringspladser. konverteres til af- og pålæsning.
En hurtig optælling via de fremlagte skitser og Google Maps viser, at der i dag er 195 parkeringspladser, og i forslaget er der 182.
Det er et område, hvor der er aktiviteter for alle aldersgrupper. Det bør tilgodeses ved at sikre nogle bedre parkeringsforhold, så alle kan komme sikkert til og fra aktivitet. Der er flere grønne områder i umiddelbar nærhed, så det vil ”blot” kræve noget gravearbejde for at udvide p-pladsen.
De fremlagte planer betyder i mine og andres optik bare endnu mere og større kaos. Det er skønt med flere og bedre aktivitetslokaler, men det bliver bare sværere at komme til at benytte dem
Hvordan forestiller Aarhus Kommune sig med de fremlagte planer, at det vil blive muligt at få nogle ordnede og sikre parkeringsforhold, når alt nybyggeri står færdigt?
læser
lige nu