Jeppe tager stadig kokain i Aarhus' natteliv, og kommunen spørger stadig ikke hvorfor
Aarhus Kommunes kampagne ”Aarhus siger nej til stoffer” afspejler ikke det byliv, jeg kender.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har boet i Aarhus hele mit liv og har min sædvanlige gang ved åen i weekenderne. Her bliver skolearbejde på whiteboards og Holbergs tekster skiftet ud med neonlys og nattens dulmende mørke.
For blot få år siden forbandt jeg primært åen med alkohol, mens stofbruget forekom mere skjult i gyderne omkring nattelivet. I dag oplever jeg et andet billede. Foran Kuhstall ligger små, tomme poser efterladt på jorden. Det er et synligt tegn på et problem, som jeg har svært ved at genkende i kommunens kampagne, hvor stofbrug fremstilles som noget fjernt fra den almindelige unges hverdag.
Hvorfor er denne problematik så vigtig for mig?
Fordi jeg er en 21-årig mand, der går på HF og VUC på Dalgas Avenue. Jeg tilhører selv den målgruppe, kampagnen forsøger at nå. Og jeg oplever, at unge i dag eksperimenterer med hårde stoffer uden nødvendigvis at forstå, hvor alvorlige konsekvenser det kan få.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg aldrig selv har haft lyst til at eksperimentere med stoffer. Jeg har derfor aldrig prøvet at tage kokain og kan ikke selv forstå grundene til at tage det. Alligevel bliver jeg næsten uden undtagelse tilbudt kokain i en almindelig weekend. Det skræmmer mig. Ikke kun på grund af stoffets konsekvenser, men også fordi tilbuddene er blevet en så genkendelig del af mit natteliv.
Når jeg taler med venner og bekendte fra gymnasier og erhvervsakademier, hører jeg om unge, der har prøvet kokain, og om andre, der bruger det gentagne gange. Det er selvfølgelig mine egne oplevelser og ikke en undersøgelse af alle unge i Aarhus. Men det rejser et spørgsmål, som kommunen bør tage alvorligt: Er vi overhovedet gode nok til at forstå det miljø, vi forsøger at forandre?
Aarhus Kommune har en legitim ambition. Aarhusianerne skal sige nej til stoffer. Hårde stoffer som kokain kan have alvorlige konsekvenser, herunder afhængighed og kokainudløste psykoser, og de kan få store følger for unges muligheder for at forme deres eget liv.
Men jeg mener, at kommunen risikerer at stille det forkerte spørgsmål.
Det handler ikke kun om, hvorvidt unge skal sige nej til stoffer. Det handler også om, hvorfor nogle unge siger ja. Hvad søger de? Hvilke forventninger møder de i nattelivet? Og hvilken rolle spiller fællesskab, præstationspres, ensomhed eller ønsket om at slippe væk fra hverdagens krav?
Kommunen burde vende tilbage til skolebænken og læse Holbergs ”Jeppe på Bjerget”. Ikke blot for at kritisere Jeppe for at drikke, men for at stille det spørgsmål, der er langt sværere at besvare: Hvorfor drikker Jeppe?
Det er let at fordømme et menneskes handlinger. Det er sværere at forstå de omstændigheder, der ligger bag dem.
Aarhus Kommunes kampagne kan sagtens have et vigtigt budskab og samtidig overse nogle af de spørgsmål, der er nødvendige for at løse problemet. Det kræver ikke meget at fordømme et problem på afstand. Det kræver mere at lytte til dem, der står midt i det.
Hvis kommunen vil have unge til at sige nej til stoffer, burde den så ikke først spørge, hvorfor de siger ja?