Fortsæt til indhold

Norddjurs Kommune sparer socialpsykiatrien væk

Debat
Michael Sandholm

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære medarbejdere, embedsmænd og politikere i Norddjurs kommune

Jeg er blot en af mange der har stor glæde af jeres socialpsykiatriske tilbud AUC (Aktivitets- og UdviklingsCenter) i Sønderport 8 i Grenaa.

Jeg har været bruger på AUC de sidste 18 år.

Der har været mange nedskæringer igennem årene og vi som brugere har måtte sige farvel til mange i personalegruppen som vi alle holder af.

Nogle af dem var fordi de gik på pension. Mange af dem har arbejdet i psykiatrien hele deres liv.

Det startede med at høre under amtet og på det tidspunkt var der masser af ressourcer, personale og penge.

Der var mange muligheder for sociale aktiviteter såsom arrangementer rundt om i landet og fælles charterrejser til f.eks. Marokko sammen med personalet.

Så på et tidspunkt gik ejerskabet over til Region Midtjylland og der kom nedskæringer og der var færre personale.

Så blev psykiatri opgaven overført til Norddjurs kommunes (nyskabte) socialpsykiatri og lige siden er det gået gevaldigt meget ned af bakke for os brugere.

Alt samvær med personalet på rejser blev stoppet.

Når et personale gik på pension, kom der ikke en til at overtage opgaven.

Stille og roligt blev AUC frataget personale.

Personalet har hele vejen igennem bevaret optimismen og vendt nedskæringerne til noget positivt, dvs. de har prøvet på at få os til at se hvad vi så kan gøre med de nye begrænsninger.

Medarbejderne løber hurtigere og hurtigere for at være der for os.

Jeg kan godt forstå at nogle af medarbejderne kan gå ned med stress.

Mange af os bliver ramt hårdt af at skulle sige farvel til en medarbejder som vi holder af. Og vi holder meget af dem alle.

AUC er noget helt specielt.

Det er et sted, hvor der er plads til alle, uanset hvordan de har det.

Der er rum til alle og en empati for hinanden som ikke findes andre steder i Grenaa eller på Djursland.

Denne rummelighed og empati, både fra brugere og personale, gør at jeg har været aktiv deltager på AUC i 18 år.

Nogle gange har jeg været depressiv og holdt mig for mig selv, men dog stadig mødt på AUC. Andre gange har det gået bedre for mig og jeg har deltaget aktivt i de værksteder der er: musik-, træ-, håndarbejde- og køkken- værkstedet. Og taget med på nogle af de endagsudflugter, der blev tilbudt.

Antallet af brugere på AUC varierer meget afhængig af hvordan den enkelte bruger har det psykisk. Nogle gange er en bruger væk i flere uger eller måneder. Nogle kommer måske oftere om sommeren end om vinteren. Nogle kommer kun til en enkelt aktivitet i ugen, måske 1 time om ugen.

Så en tilfældig daglig optælling af antallet af brugere, kan man ikke bruge til noget som helst.

Hvad der virkelig betyder meget for os er at vi har en kontaktperson i personalegruppen, som vi kan have en privat samtale med, specielt når det brænder på. Men også bare for at snakke om hvad der lige går os på.

Vi har også meget glæde af at snakke med hinanden, brugerne imellem.

Nu skal antallet af personale halveres.

Det vil sige at der er tre personaler til alle aktiviteter på AUC.

Vi mister det AUC vi holder så meget af.

Nu kan personalet ikke længere vende det til noget positivt, selv om de forsøger.

Vi brugere kommer til at miste vigtige faciliteter, som vi bruger rigtig meget. Blandt andet den tætte kontakt til personalet. Alle værkstederne bliver hårdt ramt af denne nedskæring.

Vores AUC bliver skåret ind til benet.

Det er komplet umuligt for det tilbageværende personale at skabe det miljø og de aktiviteter, vi elsker. Det bliver en tom skal af det, der engang var.

Det er simpelthen uhørt og et tegn på mangel på empati (fra medarbejderne i Norddjurs kommune) for de svageste i samfundet (de psykisk syge) at skære så meget ned på en så vigtig institution.

En institution som er netværket og ”arbejdspladsen” for så mange brugere.

Jeg beder jer i Norddjurs Kommune om at fjerne det nedskærings forslag.

Et forlag som vil ramme AUC og mange psykisk syge hårdt.

På vegne af tidligere, nuværende og fremtidige brugere af AUC.

Se video: