Ministeren har tilsidesat Syddjurs. Aarhus kan stadig sige nej
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Ministeren har ophævet Syddjurs Kommunes indsigelse mod vindmøllerne ved Vosnæs.
Uden at have besøgt det område, hun nu åbner for at forandre med tre 150 meter høje vindmøller.
Det er vi både skuffede og overraskede over. Det er magtarrogance.
En minister, der tilsidesætter en nabokommunes indsigelse i en så konfliktfyldt sag, bør tage ud, se landskabet og møde kommunen og de berørte borgere.
Hun bør kunne forklare dem ansigt til ansigt, hvorfor deres hjem, deres omgivelser og deres kommunes protest vejer mindre end ønsket om netop disse tre vindmøller.
Borgerne betaler prisen – men kan ikke stille beslutningstagerne til ansvar ved stemmeurnerne.
En væsentlig del af belastningen rammer Syddjurs. Beslutningen træffes i Aarhus. De berørte borgere i Syddjurs kan ikke stemme politikerne i Aarhus ud, hvis konsekvenserne bliver, som de frygter.
Deres egen kommune har gjort indsigelse. Det er deres folkevalgte repræsentanters mulighed for at varetage kommunens og borgernes interesser over for naboens planer.
Den indsigelse har ministeren nu tilsidesat.
Dermed står borgerne i en demokratisk klemme: De politikere, de kan stemme på, bliver underkendt. De politikere, der kan gennemføre projektet, kan de ikke stemme på.
Det skærper ministerens ansvar.
Hun burde være den, der sikrer, at kommunegrænsen ikke bliver en bekvem måde at flytte belastningen over på andre kommuners borgere.
En kommunegrænse må ikke blive en grænse for, hvilke borgeres liv og interesser der tæller.
Vi har endnu ikke læst afgørelsen i sin helhed.
Men den begrundelse, der gengives i medierne – at møllerne kan indpasses i det eksisterende landskab – er påfaldende overfladisk.
Vi taler om kystlandskabet omkring Kalø Vig. Om Vosnæs’ herregårdslandskab, skovbrynene og udsigterne mod Mols Bjerge og Kalø Slotsruin.
Om et landskab omgivet af fredningsinteresser, hvor blandt andet Grevelund og området mellem Rodskov og Eskerod er udsigtsfredet for at beskytte værdier, som rækker langt ud over kommunegrænserne.
Tre 150 meter høje vindmøller bliver en dominerende del af det landskab.
Ordet »indpasning« gør dem hverken mindre eller konsekvenserne lettere at bære. De har den størrelse, de har.
Det, ministeren accepterer, er en markant forandring af landskabet. Det må hun stå ved og begrunde.
Hvad er beskyttelsen af en udsigt værd, hvis man samtidig accepterer, at tre enorme vindmøller bliver en dominerende del af den?
Ministeren skylder at forklare, hvorfor det landskab, vi i fællesskab har ønsket at bevare for eftertiden, nu skal betale prisen.
Og hvorfor borgerne skal bære usikkerheden.
Gennemgangen fra Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs af Ken Mattssons opdaterede analyse peger på beregnede støjoverskridelser ved Havhuse og manglende mulighed for uafhængigt at efterprøve centrale støjdata.
Hvor er forsigtighedsprincippet, hvis projektet føres videre, mens naboerne må leve med konsekvenserne?
Det er deres hverdag og deres hjem, der er på spil.
De skal ikke først have ret, når møllerne står der.
Ministerens beslutning fjerner ingen af disse problemer.
Aarhus Byråd har stadig et valg – og det fulde politiske ansvar for sit valg.
Som afgørelsen er omtalt, har Aarhus fået mulighed for at vedtage planerne.
Kommunen er ikke blevet pålagt at gennemføre projektet.
Byrådet kan derfor ikke gemme sig bag ministeren. Hvis det vælger at gå videre, vælger det også at acceptere konsekvenserne for nabokommunens borgere, naturen og landskabet.
Efter Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs’ opgørelse har projektet 28 gange flere salgsoptioner pr. produceret kWh end det næstmest belastede sammenlignelige projekt.
28 gange.
Hvor skævt skal forholdet mellem belastning og energigevinst blive, før politikerne siger nej?
En salgsoption gør ikke placeringen god.
Muligheden for at sælge sit hjem er ikke et svar til mennesker, der ønsker at blive boende.
Aarhus Byråd skal kunne stå på mål for denne beslutning, også om ti og tyve år.
Over for naboerne. Over for kommende generationer. Og over for spørgsmålet om, hvorfor man gennemførte projektet, når konflikterne var kendte, indsigelserne omfattende og muligheden for at sige nej stadig åben.
Efter vores opfattelse vil en gennemførelse være en skamplet på Aarhus Kommunes behandling af både nabokommunen og vores fælles landskab.
De dårligste projekter skal sorteres fra – for den grønne omstillings skyld.
Vi støtter den grønne omstilling.
Men politikerne risikerer at ødelægge dens folkelige opbakning, hvis de behandler lokalsamfund og værdifulde landskaber som en pris, andre bare må betale.
Hvis ikke et projekt med så omfattende konflikter kan fravælges, bliver løfterne om hensyn, forsigtighed og lokal inddragelse tomme.
Borgerne bliver hørt, men står tilbage med spørgsmålet om, hvad der overhovedet kunne have ændret beslutningen.
Vi fortsætter kampen. Aarhus Byråd har stadig ansvaret – og muligheden for at sige nej.
Da fredningen mellem Rodskov og Eskerod blev gennemført, fremhævede Danmarks Naturfredningsforening, at landskabet skulle være beskyttet »uanset skiftende politiske vinde og økonomiske interesser« og glædede sig over, at området kunne gives videre »til vores børn og børnebørn«.
Det var et løfte til kommende generationer. Ministeren og Aarhus Byråd skylder at forklare, hvorfor deres politiske ønske om tre vindmøller skal veje tungere end det løfte.