Aarhus Bugt bør være Danmarks næste marine naturnationalpark
Finanslovsforslaget for 2027 sætter fokus på marine naturnationalparker, og Aarhus Bugt er et oplagt valg. Lokale initiativer og forskningsmiljøer kan få afgørende indflydelse på, hvordan området udvikles.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi står i Danmark over for en historisk mulighed for at give havnaturen et tiltrængt løft med etableringen af nye marine naturnationalparker. I Finanslovsforslaget 2027 er der afsat 67,8 millioner kroner til etablering af to nye marine naturnationalparker, og her mener Aarhus Radikale Venstre, at Aarhus Bugt-området er et oplagt valg, hvis ambitionen er at skabe mere biodiversitet, stærkere naturbeskyttelse og brede lokale partnerskaber.
Aarhus Bugt rummer allerede mange af de elementer, der skal til for at skabe en succes: Fra Norsminde i syd over Aarhus, Kalø Vig og kystområderne omkring Mols og til Samsø findes et sammenhængende havlandskab med store naturværdier, stærke lokalsamfund og et voksende engagement i havmiljøet.
I Aarhus Radikale Venstre har vi arbejdet for etableringen af en marin naturnationalpark i Aarhus Bugt. I dette års budgetforhandlinger stillede vi derfor forslag om dette og forhandlede det igennem i årets budgetforlig. I budgetaftalen står der nu, at der skal laves en undersøgelse af mulighederne for og konsekvenserne af en udpegning af Aarhus Bugt som marin naturnationalpark. Vi er selvfølgelig meget glade for, at dette arbejde bliver sat i gang – og med regeringens ambitioner om nye marine naturnationalparker bør vi selvfølgelig tænke større og handle nu, så Aarhus Bugt bliver en oplagt kandidat til at blive statslig udpeget som marin naturnationalpark.
De nye marine naturnationalparker vil medføre begrænsninger for råstofindvinding og bundtrawl, men forventeligt ikke for transportinfrastrukturprojekter, hvilket betyder, at en udpegning af Aarhus Bugt som marin naturnationalpark ikke vil hindre en bæredygtig udvikling af by, havn og transport.
De indsatser, der allerede er i vandområdeplanerne mm. vil næppe alene bringe Aarhus Bugt sikkert frem mod god økologisk tilstand. Der er derfor behov for reduktion af yderligere presfaktorer som råstofindvinding, bundtrawl og evt. flere næringsstoffer, tilstrækkelig beskyttelse og reel målrettet genopretning, hvis vi for alvor skal vende udviklingen i havmiljøet. Og det er her, en udpegning som marin naturnationalpark kan blive en afgørende forskel.
Den betydelige donation fra Holch Povlsen Foundation til genopretning af bl.a. Mejl Flak viser, at viljen og engagementet allerede er til stede. Mejl Flak og områdets øvrige flak og rev kan udgøre kernen i en marin naturnationalpark med streng naturbeskyttelse og målrettet genopretning.
Det særlige ved Aarhus Bugt er, at fundamentet for et stærkt partnerskab allerede findes. Gennem Havsamarbejdet Østjylland arbejder kommunerne allerede sammen om et sundere havmiljø.
Samtidig kan Nationalpark Mols Bjerge blive en vigtig grundpille i fortællingen om en marin naturnationalpark. Nationalparken har vist, hvordan naturbeskyttelse, friluftsliv, lokal opbakning og turisme kan gå hånd i hånd. En marin naturnationalpark vil kunne udbygge denne succes fra land til hav og skabe et unikt sammenhængende natur- og oplevelsesområde i hjertet af Østjylland.
Formidlingen er også næsten på plads allerede. Kattegatcentret, havnemiljøet i Ebeltoft, og ambitionerne om en stærk relation mellem by og vand på Aarhus Havn giver oplagte muligheder for at gøre havnaturen nærværende for borgere, turister og skoleklasser. Og ydermere er der et relevant forskningsmiljø på Aarhus Universitet.
Aarhus Bugt har naturværdierne og potentialet. Samarbejdet. Forskningen. Formidlingsmulighederne. Og den lokale opbakning. Nu mangler blot den nationale beslutning.
Lad os gøre Aarhus Bugt til en af Danmarks næste marine naturnationalparker - og skabe et fyrtårn for genopretning af havmiljøet.