Vi er stadig hinandens – også når døden skiller os ad

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For to år siden udgav Thomas Helmig et album, der blev skrevet i tiden efter sønnen Hugo Helmigs død. Sammen med sønnens nære ven, Emil Falk, blev de syv sange indspillet – upoleret, sårbart. Falk kalder det så fint et album, der ikke er om Hugo, men til Hugo. En kærlighedserklæring gennem tårer og taknemmelighed.

I en af sangene lyder det sådan her:

Kan du mærke verden er stille så stille som verden kan være lige her, hvor jeg ligger, og du ikke længere er?

Kan du huske mine øjne og det blik de mødte dig med hver gang de hvilede på dig med ømhed og glæde?

Åh, i dag var en af de svære ligesom alle de andre siden…

(Hugos vuggevise fra Sortedam 2024)

Helmig spørger sig frem. Vaklende. Hudløst. Måske finder han en dag svar for enden af sine spørgsmål. Måske må han for altid leve i svarløshed. For hvem er jeg, når de øjne, der så på mig, ikke længere ser på mig? Og hvem er jeg, når mine øjne ikke længere må hvile på dig?

Ja, hvem er vi, når vi ikke længere har de forældre, der gjorde os til deres barn; den ægtefælle, der så os som en helt særlig anden; den ven, der blev vores livsvidne; det barn, der gjorde os til forælder?

Hvem er vi uden den elskede anden, i hvis blik vi blev til den, vi er?

Nogle dage efterlades vi dér – i spørgsmålene… Andre dage kommer vores elskede døde os i møde på de mest forunderlige måder. Nogle gange med konturerne af svar eller med en fornemmelse af at få vores identitet tilbage – for en stund eller som en grundstemning i tilværelsen.

Vores elskede døde er for mange af os helt tæt på. De er der, når vi instinktivt griber telefonen for at ringe til den, der ikke kan svare. Når vi går gennem værkstedet, der nu står urørt hen. Når maden ikke længere smager, som dengang de smagte den til. Når vi sætter os til det bord, hvor en af stolene er alt for tom. Når vi runder en mærkedag, men ikke skal høre deres tillykke.

De er i vores minder og fortællinger – og i den fremtid, vi ikke fik. De er der i alle de glæder, der blev, og i alt det, der ikke blev, som vi synes, det skulle have været.

Ja, vores elskede døde er sælsomt til stede på alle slags dage. Dem vi må opleve gennem tårer og dem, hvor vi – måske til vores egen overraskelse – er begyndt at lægge nye planer.

Vi, der sørger, er først og sidst kærlighedsvidner. Vidner om den kærlighed, der var der først. Før døden. Før sorgen. Vi er vidner om de mennesker, vi fik lov at elske, og om den gave, det var at dele livet og blive til i deres blik – uanset om vi fik mange år sammen eller alt for få.

Rækkefølgen er altid den samme. Kærligheden var der først. Livet var der først. Døden og sorgen kom bagefter. Og også i sorgen mærker vi, at vi stadig hører sammen, selvom vi ikke kan være sammen, som vi var. Vi mærker, at vi stadig elsker, selvom døden har skilt os ad. Kærligheden kan nemlig slet ikke lade være.

På Alle Helgens Dag lyder Jesu ord: ”I er jordens salt og verdens lys”. Ikke at vi engang skal blive det. Nej, vi er det allerede, siger han. Vi er skabt til at give hinanden smag på livet og være lys for hinanden.

Det gælder ikke kun de mennesker, der kåres til helgener. Det gælder os alle sammen: Os, der bærer på sorg, frygt og magtesløshed. Os, der ville ønske, vi havde sagt eller gjort mere. Os, der længes efter at blive set og se igen. Os, der har elsket og mistet – og os, der vover at elske igen.

Verden har brug for mennesker, der frimodigt og helhjertet vil være salt og lys i andres liv. Mennesker, der bliver hinandens smagsforstærkere og livsforlængere. Mennesker, der tænder vores livsgnist igen, når alt synes mørkt, og som vover at blive hos os, når livets melodi måske for altid er forandret til mol.

Lysene, vi tænder i kirker og sætter på grave, og tårerne, vi græder ved Allehelgen og alle de andre dage, er påmindelser om alt det, vi er og kan være for hinanden. Lys og salt. Liv og glæde. Alt det, der kom først – og som vi taknemmeligt kan stå tilbage og savne.