Når kirke, skole og bibliotek laver åndelig oprustning
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Den 8. oktober, kort efter den store hjemmeværnsøvelse, var der møde i Ryomgård Kultur- og Fritidscenter under titlen ”Hvem vil være soldat?”.
Oplægsholderen, Kåre E. Pedersen, er sognepræst, feltpræst og provst for præsterne i Flyvevåbnet. Reklamen for mødet, der viser ham i uniform, lovede et oplæg om militærets formål og etiske overvejelser forbundet med at være soldat. Unge under 25 kom ind for nedsat pris, konfirmander deltog gratis.
Provsten begyndte sit oplæg med en forsikring om, at dette ikke var et rekrutteringsmøde. Han kunne godt se, at plakaten pegede i den retning. Meningen var, sagde han, at skabe et rum for samtale om bekymringer, man kan have i en tid med krig og oprustning. Men det rum formåede han ikke at skabe, og mødet blev, som reklamen lagde op til, en kristen salgstale til de unge: vælg militæret.
Det bedste var, at meget få unge dukkede op.
Vores verden ændrede sig radikalt i februar 2022, forklarede provsten. Ruslands invasion af Ukraine gør oprustning nødvendig, skulle vi forstå. Den udvidede værnepligt blev aldrig nævnt, men det var den relevante kontekst, og provstens ærinde var tydeligvis at promovere militæret som et attraktivt valg.
At være soldat blev generelt beskrevet som et job som alle andre, bare mere udfordrende. Og dog. Undervejs luftede provsten også ideen om militærtjeneste som et kald og citerede de berømte ord fra Isaiah: ”Se, her er jeg - send mig.” Hvis man har moralske skrupler mht. deltagelse i krig, skal man i øvrigt vide, at Jesus ikke havde noget imod soldater. Det ved vi fra Matthæusevangeliet, hvor Guds søn priser en romersk soldat for hans tro uden at kritisere hans metier. I samme ånd talte provsten i øvrigt om, hvor vigtigt det er, at vordende feltpræster går ind i arbejdet med ”en god vilje”, altså tror på sagen og ikke sidder fast i moralsk skepsis mht. våben og militært arbejde. Det er afgørende, når han hyrer nye præster til jobbet, forklarede han. Provsten brugte den sidste del af oplægget på at understrege, hvor positiv en oplevelse det er at være soldat. Det underbyggede han med powerpointslides, der viste det sociale fællesskab, udsendte soldater nyder, og hvordan feltpræsterne er med til at lave spændende fællesaktiviteter.
Efter oplægget var der tid til spørgsmål. Jeg spurgte provsten, om der var grænser for, hvad han med god samvittighed kunne stå på mål for i en tid, hvor mange, både fra højre og venstre, kritiserer regeringen for at være alt for krigerisk i sin retorik og for at skabe overdreven frygt med udokumenterede påstande om angreb og trusler fra Rusland?
De seneste krige, danske regeringer har sendt vores unge ud i, har i øvrigt været katastrofale. Krigen i Afghanistan havde enorme menneskelige omkostninger og efterlod landet i et politisk kaos. Krigen i Irak var ulovlig, baseret på løgne og kostede flere hundrede tusinde civile irakere livet. Derudover er danske politikere ikke specielt villige til at tage ansvar for deres krigsmageri. I 2015 nedlagde Lars Løkke Rasmussen Irak- og Afghanistankommissionen, der skulle have undersøgt den danske involvering i disse krige. Her i 2026 har vi alle set, hvordan ledende politikere har forsøgt at få slettet eller anonymiseret deres navne i den store udredning om krigen i Afghanistan. Det danske civilsamfund har altså flere gode grunde til at være skeptisk over for en regering, der meget aktivt læner sig ind i en ny krig.
Hvornår ville provsten sige fra, spurgte jeg. Ville han f.eks. kunne være en del af et forsvar, hvori militærnægtelse ikke længere var en ret? Nej, sagde han, det ville nok være en grænse for ham.
Men hvis det er tilfældet, spurgte jeg, hvorfor er den grænse så ikke allerede overtrådt? Krigen mod Rusland er allerede i gang. Den bliver lige nu kæmpet af ukrainere, på hele Europas vegne, som flere af vores politikere sagde i en folketingsdebat om emnet den 12. august. Men en Gallup-undersøgelse fra sidste år viser, at 69 % af ukrainerne foretrækker en forhandlet fred, ikke mere krig. Flertallet af dem, der kæmper ved fronten, er der ufrivilligt. Tvangsmobiliseringen er voldelig og møder stor modstand i befolkningen. Alligevel vedtog Folketinget denne sommer, at ukrainske mænd, som ikke er fritaget for militærtjeneste i Ukraine, ikke kan få opholdstilladelse her i landet. Man kan konkludere, at Danmark aktivt støtter Ukraines tvangsmobilisering og derved underminerer retten til at være militærnægter. Hvorfor siger provsten ikke fra?
Men her blev jeg så stoppet. Provsten svarede ikke, og så trådte Torben Jensen, ordstyrer og lokal sognepræst, til. Nu var det tid til kaffepause, og i øvrigt var det ikke meningen, vi skulle diskutere politik. Nemlig. Derfor var der heller ingen diskussion om de økonomiske eller klimarelaterede omkostninger ved oprustning. Ej heller nogen historisk samtale om årsagerne til krigen i Ukraine. Mødet blev aldrig andet end et bidrag til militaristisk indoktrinering pyntet med bibelcitater, altså det, man nutildags kalder ’åndelig oprustning’.
Det værste ved mødet var, at skolen og biblioteket var med til at organisere det. Det bedste var, at meget få unge dukkede op.