Jeg er træt af at blive kaldt en mønsterbryder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har aldrig oplevet at træde ind i et professionelt rum, hvor mine identiteter ikke allerede var en del af samtalen, før jeg selv havde fået mulighed for at definere, hvem jeg var.

Jeg er sort. Jeg er muslim. Jeg er kvinde. Jeg er fra Gellerupparken. Og jeg har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi og strategisk kommunikation.

I den såkaldte corporate world har jeg oplevet, hvordan disse identiteter kan fylde mere end de kompetencer, jeg rent faktisk bringer med mig. Jeg har oplevet at blive undermineret, før jeg overhovedet har fået lov til at stå på lige fod med andre.

Jeg har også fået ros.

»Du taler virkelig flot dansk.«

»Gud, hvor er du en mønsterbryder.«

Det bliver sagt som komplimenter. Måske er de også oprigtigt ment sådan. Men jeg er begyndt at stille spørgsmål ved, hvad de egentlig fortæller om de mennesker, der siger dem.

For hvorfor er mit danske sprog noget, der skal bemærkes? Hvorfor er min uddannelse og min tilstedeværelse i professionelle rum noget, der skal forklares gennem min baggrund?

Og hvorfor er jeg en mønsterbryder, før jeg overhovedet bare får lov til at være en fagperson?

Jeg er vokset op i Gellerupparken. Jeg kender godt de fortællinger, der knytter sig til området. Men der er noget grundlæggende problematisk ved at kalde mig en mønsterbryder, hvis det samtidig betyder, at det mønster, jeg kommer fra, på forhånd bliver betragtet som noget, der skal brydes med.

Et mønsterbryderbegreb forudsætter et mønster. Og hvem har egentlig defineret det mønster? Hvem har besluttet, hvilke forventninger der skal knyttes til en pige fra Gellerup, og hvorfor hendes succes skal opleves som en overraskelse?

Jeg vil ikke reduceres til en fortælling om at have klaret mig på trods af min baggrund. Jeg vil anerkendes for det, jeg kan, det, jeg ved, og det, jeg bidrager med.

Jeg vil ikke være et bevis på, at systemet fungerer, blot fordi jeg har fået en uddannelse. Og jeg vil ikke hele tiden skulle bevise, at jeg hører til i rum, hvor andre får lov til bare at høre til.

For det er dét, der er så udmattende ved at være den, der skiller sig ud: Man møder ikke nødvendigvis bare op som sig selv. Man møder også op med alle de forestillinger, andre allerede har om ens hudfarve, religion, køn og postnummer.

Det betyder, at man ikke kun skal udføre sit arbejde. Man skal også navigere i andres forventninger til, hvem man er. Man skal være bevidst om, hvordan man taler, hvordan man fremstår, og hvordan ens handlinger bliver fortolket. Og man kan ende med at bruge kræfter på at bevise sin professionalisme, som andre aldrig bliver bedt om at dokumentere på samme måde.

Jeg ønsker ikke særbehandling. Jeg ønsker at blive mødt på lige fod.

Diversitet på arbejdsmarkedet må være mere end en ambition om at få forskellige mennesker ind ad døren. Det må også handle om, hvad der sker, når de er kommet ind. Hvem bliver lyttet til? Hvem får lov til at begå fejl? Hvem bliver set som et naturligt talent, og hvem bliver gjort til en inspirerende undtagelse?

Hvis vi virkelig vil tale om lige muligheder, skal vi også turde tale om de små bemærkninger, de indgroede forventninger og de usynlige hierarkier, der gør, at nogle mennesker konstant skal bevise deres ret til at være til stede.

Jeg skriver ikke dette, fordi jeg ønsker at blive defineret af modstand. Jeg skriver det, fordi jeg ønsker en arbejdsverden, hvor min baggrund hverken er en begrænsning eller en præstation, jeg skal belønnes for at overvinde.

Jeg vil bare have lov til at være dygtig til mit arbejde.

Den 30. oktober inviterer vi til Interesse, Fritid og Fremtid i Aarhus V gennem Vestværket.

Vi samler mennesker, fagligheder og erfaringer for at skabe forbindelser og synliggøre de kompetencer, der allerede findes i vores lokalområde.

For måske begynder forandringen netop dér: Når vi holder op med kun at se mennesker som repræsentanter for deres baggrund og begynder at se dem som mennesker med noget at bidrage med.

Jeg er ikke en mønsterbryder, der skal retfærdiggøre sin plads.

Jeg er en fagperson, der ønsker at blive mødt på lige fod.

Og det burde aldrig være et mønster, der skal brydes.