Alt det vi gør for ikke at dø...

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Overskriften stammer fra titlen på Signe Svendsens nye album, og den satte tanker i gang hos mig.

Alt det vi gør for ikke at dø – det er jo ikke så lidt. Nogle gange kan det være tæt på meningen med livet, at gøre hvad vi kan for ikke at dø. Det er udtryk for, at vi er glade for livet, at vi gerne vil have det så længe som muligt, for vi har ikke lyst til at slippe det – og dermed de mennesker vi har i livet.

Men nogle gange er det måske godt også at få vendt den om: Alt det vi gør, for at leve. Betydningen er nogenlunde den samme, men måden livet leves på, er forskellig.

Søndag 1. november var det Allehelgensøndag, hvor der i mange kirker blev fejret gudstjenester, hvor de døde mindes: måske blev navnene på årets begravede og bisatte læst op, måske var der mulighed for at tænde lys for det mennesker, som har været lys i vores liv. De døde har sat deres aftryk i os, som vi lever med og bærer med os.

”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” – sådan lyder titlen på en bog af Naja Maria Aidt, hvor hun skriver om sorgen over sin søn, som hun mister ved en tragisk ulykke. Og på mange måder giver den sætning ingen mening. Det, som er taget fra os, kan vi netop ikke give tilbage. Dem, som døden har taget fra os, er netop ikke mere hos os, det er jo det, som gør døden så hård.

Og samtidig er det netop sådan det hænger sammen: Det som den døde har givet til os, skal vi nu giver videre. Det lys som vores døde har været i vores liv, det skal vi nu give videre og lyse for andre med.

Når vi mister nogen, der har været tætte på os, træder vi ind i et nyt landskab, som vi ikke på forhånd kender, og der er ikke noget kort, vi kan bruge til at finde vej. Landskabet er ukendt, og vi ved ikke hvor lang vejen er, og hvornår vi er fremme ved målet. Måske ved vi knap nok, hvad målet er. Sådan et landskab er sorgen.

Sorg er der ikke nogen opskrift på. Vi sørger ikke ens, og vi har forskellige erfaringer med os. Vi udtrykker vores sorg forskelligt, og det vigtigt at give hinanden lov til det.

Vores minder er også af mange forskellige slags. Ikke alle af dem er lysende. Der er minder, om noget, der ikke blev til noget; der er minder om noget som blev, som ikke skulle have været. Der er minder om det, som blev helt forkert eller det som blev til for lidt. Vi kan ikke leve sammen, uden at vi sårer hinanden og gør hinanden ondt. Vores døde var ikke helgener. Alt har ikke været lys. Det ved vi også godt. Så når vi fejrer Allehelgen, er det ikke helgener, vi fejrer: perfekte, forbilledlige mennesker, vi hylder. Vi mindes de mennesker, som blev en stor del af vores liv med deres kærlighed og deres måde at være i verden på. Vi fejrer den kærlighed, der har været og som stadig lever i os. Det er den, vi mærker, når sorgen rykker i os.

Det kræver mod at skulle finde en vej, hvor man ikke skal går sammen med dem, som betød så meget. Og derfor er der godt at kunne gøre det i fællesskab. Savnet har godt af at blive delt og sat ord på. Det kan være godt at savne sammen med andre, som også savner. For så bliver det tydeligt, at vi aldrig er alene, hverken i vores savn eller i vores liv.