Et bord med plads til flere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det summer af travlhed. Konfirmanderne dækker borde: kopper og tallerkener, servietter, lys og blomster. Dernæst boller, smør, marmelade og drikkevarer. Jeg sporer en nervøsitet eller måske snarere en spændthed. Om lidt kommer de. De inviterede gæster til konfirmand-kaffeklubben.

En håndfuld mænd og kvinder træder ind. De kunne være bedsteforældre, ja, nogle endog oldeforældre til konfirmanderne. De tages imod og placeres hver især ved et bord sammen med en lille gruppe unge. Kaffen og saftevanden skænkes, og der tages hul på samtalen. I begyndelsen lidt akavet, men inden længe flyder det, for der er meget at spørge til og tale om.

Hvordan var konfirmationsforberedelsen, da du gik til præst dengang (for længe siden)? Er du vokset op med kirke? Hvordan foregik konfirmationen og festen? Hvordan bruger du kirken nu? Beder du? Tvivler du? Har du et godt råd til os, som skal konfirmeres til sommer?

Tiden flyver som bekendt af sted i godt selskab, og snart er det blevet tid til afsked – eller på gensyn. For det er netop tanken, at konfirmanderne og de gode mennesker med en hel del mere livserfaring mødes igen i kirken, i Rema 1000 eller på gaden. Og så hilses der, for nu kender de hinanden (lidt).

Konfirmationsforberedelsen og -fejringen er sikkert væsentligt anderledes nu end dengang, Connie, Kirstine, Tom, Knud, Kirsten, Lisbeth, Edel og Sonja var unge – ja, det meste er måske anderledes, men ikke alt? Tankerne om troen og tvivlen, vigtigheden af at høre til og føle sig noget værd, frygten for ensomhed, spørgsmål om livet og døden – hvad vil det sige at være et menneske blandt andre mennesker? De eksistentielle spørgsmål synes at være tæt på uforandret.

De ældre har naturligvis ikke alle svarene, men de har levet længe og har derfor en visdom. Og de unge har deres erfaringer og betragtninger, som måske får de ældre til at se noget i et nyt lys. Det er således et bord med plads til flere, og pludselig er der noget mellem dem.

Ikke nødvendigvis noget stort eller livsforandrende – men en genkendelse, en lille forbindelse, en bro hen over generationer. Det er blandt andet sådan, fællesskab begynder: ved at vi mødes og opdager, at vi har noget at dele, selvom vi ikke er ens eller er samme sted i livet.

I kirken handler det også om fællesskab. Når vi fejrer gudstjeneste, samles vi om fortællingen om en Gud, der møder os, som vi er – på tværs af alder, livserfaring, tro og tvivl. Og også her er der et bord – et alterbord – med plads til flere.