Fortsæt til indhold

Vær lys og salt i hinandens liv

Her i november skal hjertet selv lyse, skrev digteren Thorkild Strange Bjørnvig. Vi skal ikke forblive i dét formørkede, men vi skal give dét, som vi selv har fået givet, da vi blev til nogen og ikke til ingenting.

Debat
Susanne Kramer MadsenPræst i Risskov Kirke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

..”Mørk er november og løvfaldet slut, vandet begynder at fryse”..

Ordene har Thorkild Bjørnvig foræret os – skrevet til indvielsen af Båring Højskole i november 1959. Det var i den kolde krigs tid, med våbenkapløb mellem øst og vest og med et voksende kapløb i rummet også.

Thorkild Strange Bjørnvig (2. februar 1918 i Aarhus – 5. marts 2004) var en dansk forfatter og digter. Arkivfoto: Erik Petersen/Polfoto/Ritzau Scanpix

Nu, i november 2026, forekommer alt at være ved det gamle med konflikter, våbenkapløb, til vands, til lands og i rummet.

..”Mørk er november og løvfaldet slut, vandet begynder at fryse – og Bjørnvig fortsætter: ”lyset fra solen og blomsterne brudt, da må vort hjerte selv lyse..”

Det har netop været Allehelgenssøndag, en huskedag og en mindedag for alle dem, vi har holdt af, elsket og mistet. På dén søndag får vi låneord fra Jesus, om at vi skal være lys og salt i hinandens liv, Jesus siger:

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Matt 5

Vi ved nok, at dét som er uden salt, smager af ingenting, fad eller tamt, og dét som forbliver i mørket går til, dét visner eller forgår, både indeni og imellem os mennesker.

Vi skal være salt og lys i hinandens liv, og ja, til tider kommer dét lys som fra et skabelsens nulpunkt, fordi alt synes formørket. Men at selv det endelige skal forandres, det er ikke alene et løfte fra Vorherre selv, det er også en dyb menneskelig erfaring, for intet som et dødsfald, et brud eller et tab, forandrer os og forandrer relationer imellem os, så hvis du er ”erfaringsfundamentalist” er der brændstof i, hvad du allerede for længst har erfaret: At enhver overgang også rummer en form for undergang, og at dét som forekommer endeligt også er kilde til forandring.

Her i november skal hjertet selv lyse, skrev digteren. Vi skal ikke forblive i dét formørkede, men vi skal give dét, som vi selv har fået givet, da vi blev til nogen og ikke til ingenting.

Ufred, oprustning, kamp om territorier: Det er den samme sang i 1959 og i 2026, hvordan kan det dog være..?

Ja, kristendommen er ikke en forklaring, men en forandring: En livstydning som både er en gave og en opgave: En livstydning som giver plads til at tro på glæden, selv om vi også erfarer sorg, som insisterer på nærvær og lys, selv om vi erfarer fravær og mørke, og som låner os håbet om, at livet kan komme os i møde på ny, at livet vil vokse på ethvert sted, selvom vi erfarer, at liv bliver lagt øde, at vi mister og vi bliver skilt ad.

Omend november er mørk: Vær lys og salt i hinandens liv!